Kultur og events

Vinderne af “Ung i coronaens tid” er fundet

I de seneste uger er det strømmet ind med gode og tankevækkende bidrag fra elever i 9. og 10. klasse til konkurrencen “Ung i coronaens tid”.

Det er en konkurrence, der er opstået i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum, Randers Stadsarkiv, Museum Østjylland og Randers Bibliotek.
Vi ville gerne finde ud af, hvad de unge tænker i disse corona-tider, og det er der kommet nogle fine, rørende og eftertænksomme bidrag ud af.

De unge kunne deltage i fire kategorier: essay, podcast, pressefoto og film, og der er nu blevet kåret en vinder i hver kategori. I se de fire vinderbidrag her og læse dommerkomiteens begrundelse for, at det lige netop er de fire unge, der har vundet nedenfor.

Når Kulturhuset åbner mere op, vil alle de indsendte bidrag blive udstillet.

Pressefoto: Oliver Theis Johansen, “Ung i coronaens tid”.
Pressefotoet indfanger, hvordan afstand er blevet en del af de unges måde at være sammen på. Her ses to venner sammen, men hver for sig. De benytter mobiltelefonen til samværet og er rygvendt hinanden. Vi opfordres desuden til at mødes udenfor, hvilket rapsmarken symboliserer så fint. Den vidner desuden om tiden, de unge befinder sig i. Selvom de unges hverdag synes gået i stå, fortsætter tiden omkring dem.

Film: Christian / BlueSorcerer, “Dumpappen Langt Herfra”.
Filmen er meget gennemarbejdet og den store brug af symbolik tiltaler os. Med virkemidler, der kan synes enkle, formidles en stærk fortælling om at leve i denne tid. I en tid, hvor ensomhed og adskillelse kan være årsag til, at det kan være nødvendigt at revurdere, hvem man er. Usikkerheden om hvem man er indfanges ved brug af en maske. Lokationen for filmen finder vi meget velvalgt, da marken kan symbolisere den store distance, der pludselig er opstået mellem mennesker. En film, der fortolker tiden med COVID-19 kunstnerisk og efterlader plads til fortolkning.

Podcast: Fabian Arndtzen, “Ung i coronaens tid”.
En podcast, der giver et godt indblik i hverdagen for mange unge. En hverdag, hvor fjernundervisning, kedsomhed, venner på afstand og frygten for sygdom fylder. I podcasten ringes ydermere op til en kammerat, og der bliver plads til samtale mellem de to. Som lytter får man et indtryk af savn og sårbarhed. Stemningen understreges ved, at Fabian har optaget podcasten i regnvejr, mens han sidder under et tæppe.

Essay: Alberte Svejgaard Kjeldsen, “Ungdommens fælles savn”.
Et essay, der indfanger oplevelsen af at hverdagen med ét blev en anden, hvor usikkerhed ift. hvad morgendagen bringer fylder. Hvad sker der og hvornår? Der er lagt stor vægt på det savn, der for mange er opstået i forbindelse med COVID-19, om det er til andre mennesker eller til små ting i hverdagen. Alberte formår at se ud over sit eget savn og gør i stedet savnet til vores alles.

Kommentarer