Debat og politik

Velfærdslisten stiller krav til ny borgmester: Stop Hal 4

Hvis byggearbejdet endnu ikke er gået i gang, når det nyvalgte byråd skal pege på en ny borgmester i november 2017, og Velfærdslisten sidder på det afgørende mandat, vil lokallisten stille krav om, at Hal 4-projektet stoppes.

– Hal 4 kommer til at koste borgerne i Randers Kommune mere end 100 millioner kroner, men det er en regning, der skal betales over 30 år. Med andre ord er Venstre og Dansk Folkeparti så forhippede på at opføre et mausoleum for Omanns borgmester-periode, at de er klar til at pantsætte kommunens borgere i 30 år,” siger Kasper Fuhr Christensen, der fremhæver, at det især er skolebørnene, der kommer til at betale regningen.

– I samme budgetforlig udsætter Venstre og Dansk Folkeparti skolerne for en nedskæring på intet mindre end 23 millioner kroner i 2017 og 28 millioner kroner om året fra 2018. I hele budgetperioden svarer det til en nedskæring på intet mindre end 153 millioner kroner. Det betyder, at skolelederne nu skal til at uddele fyresedler til 60-70 lærere.

Derfor vil Velfærdslisten, hvis lokallisten efter valget i november 2017 sidder på et af de afgørende mandater, når borgmesterkabalen skal lægges, stille krav om, at Hal 4 droppes.

– Vi vil kæmpe for, at Omann ikke får lov til at pantsætte borgerne i 30 år for at opføre sit personlige prestigeprojekt. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at projektet bliver til virkelighed. Og hvis vi får mulighed for at stille det som et krav i forbindelse med konstitueringsforhandlingerne efter byrådsvalget i november 2017, vil vi gøre det.

Overflødigt projekt

– Hal 4 er intet andet end en lidt større og nyere udgave af Randershallen. Den er totalt overflødig – men set i lyset af, hvor store nedskæringer skoler, ældre, handicap, psykiatri og udsatte børn og unge udsættes for, står det klart, at projektet er udtryk for, at borgmesteren har indset, at hans tid er ved at løbe ud, og derfor er panisk for ikke at nå opføre sit personlige prestigeprojekt, siger Kasper Fuhr Christensen.

Han fortsætter:

– I Velfærdslisten vil vi i stedet bruge pengene på at styrke kernevelfærden.

Velfærdslisten mener også, at beslutningen om Hal 4 savner demokratisk legitimitet.

– Beslutningen om at opføre Hal 4 kan kun mønstre et flertal, fordi Venstres gruppe kaprede to socialdemokratiske overløbere. Til sammen fik Venstre og Dansk Folkeparti opbakning fra mindre end 42 % af vælgerne i Randers Kommune ved valget i 2013. Mindretallet bestemmer nu over flertallet – og det er et kæmpe problem for det lokale demokrati. Derfor mener jeg ikke, at Hal 4 har det fornødne demokratiske mandat, siger Kasper Fuhr.

Sådan lyder Velfærdslistens krav:

Hvis byggeriet af Hal 4 endnu ikke er sat i gang, og Randers Kommune ikke kontraktligt har forpligtet sig over for nogen, vil Velfærdslisten, hvis lokallisten sidder på det afgørende mandat, stille krav om, at det skal indgå i konstitueringsaftalen, at Hal 4-projektet stoppes hurtigst muligt.

Hvis byggeriet er gået i gang eller Randers Kommune har kontraktlige forpligtelser, det koster penge at komme ud af, vil Velfærdslisten ud fra en konkret vurdering af, hvad det vil koste kommunen at komme ud af projektet, tage stilling til, om det giver mening at stille kravet. Hvis det er tilfældet, vil Velfærdslisten inden valget gøre det klart over for vælgerne, om lokallisten vil stille kravet.

Kommentarer