Debat og politik

Velfærdslisten: Randers skal støtte medarbejderne frem for at lukke dem ude

Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten. Arkivfoto.

Selv om Kommunernes Landsforening (KL) varsler lockout, skal Randers Kommune ikke sende medarbejderne hjem uden løn, lyder et forslag fra Velfærdslisten, der støtter medarbejderne frem for KL.

Hvis Kommunernes Landsforening (KL) og medarbejderne i kommunerne ikke når til enighed om en ny overenskomst inden 10. april, vil 250.000 kommunale medarbejdere blive forhindret i at udføre deres arbejde. Det følger af det varsel om lockout, som KL’s bestyrelse udsendte i går.

Men allerede nu er der uro i det kommunale bagland. Det rumsterer nemlig i Randers, hvor byrødderne snart skal stemme om, om de skal stå uden for KL’s lockout.

Den lokale liste Velfærdslisten foreslår nemlig, at Randers Kommune skal lade være med at sende medarbejderne hjem uden løn, hvis det kommer til en konflikt. Forslaget skal til afstemning blandt byrødderne den 19. marts.

– Velfærdslisten støtter hverdagens helte. Vi mener, at pædagoger, sygeplejersker, sosu’er, specialarbejdere, lærere og alle de andre, der skaber vores velfærd, fortjener ordentlige forhold og en fair løn, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten, og fortsætter:

– Byrådet bør støtte kommunens medarbejdere frem for at bekæmpe dem.

Han understreger, at det er Randers Kommune, der er arbejdsgiver for kommunens medarbejdere, og derfor er det også op til byrådet at beslutte, om medarbejderne skal lockoutes eller ej.

Griske borgmestre

Den danske model er truet på det offentlige område, og det bærer Michael Ziegler og resten af KL-toppen hovedansvaret for, mener Velfærdslisten.

– Den danske model har det dårligt på det offentlige område. Rigtigt dårligt. Det skyldes især, at det lader til at være gået op for politikerne, at forhandlingerne om overenskomst for de offentlige medarbejdere er præget af en stor skævhed. Mens det gør ondt på arbejdsgiverne på det private område, når medarbejderne strejker, så er det omvendt på det offentlige område. Kommunen tjener nemlig penge på strejker og lockout.

Velfærdslisten frygter, at der for mange borgmestre er gået økonomisk spekulation i den.

– Jeg er bange for, at ønsket om lockout blandt andet skyldes, at griske borgmestre gerne vil score kassen på konflikten. De vil bruge gevinsten til at lappe huller i kommunekassen og opføre tåbelige prestigeprojekter. Jeg forventer imidlertid, at Torben Hansen er anderledes ansvarlig. Vil han virkelig være med til at lægge velfærden i hele kommunen ned af så kortsigtede og egoistiske grunde? Det kan jeg ikke tro, siger Kasper Fuhr Christensen.

Han mener også, at det er værd at lægge mærke til, at Randers Kommune ikke står til at blive ramt særligt hårdt af de varslede strejker.

– Randers Kommune står ikke til at blive særligt hårdt ramt af de strejker, der er varslet. Derfor er det tudetosset, hvis politikerne i byrådet udsætter kommunens borgere for alle de store problemer, det medfører, når velfærdens helte sendes hjem uden løn.

Kommentarer