Kultur og events

Var der kvindelige krigere i vikingetiden?

Foto fra HBO serien “Vikings”

Det bliver der mulighed for at få svar på ved et foredrag under Randers Folkeuniversitet, hvor arkæolog Charlotta Lindblom fra Vejle Museum giver sit bud på, hvorvidt der forekommer ”ligestilling” i vikingernes krigsførsel.

Det er Randersegnens Amatørarkæologer, der er arrangør, og formand Eske Thøgersen udtaler:

– Vi ser at vikinger og vikingetiden hitter stort i disse år, og billeder af kvindelige krigere og andre magtfulde kvinder ses i bl.a. TV-serien Vikings. Men det endelige bevis for, at der har været kvindelige krigere i fortiden, er endnu ikke helt på plads, men en masse indicier peger på det.

Til foredraget vil man også få bud på, om kvinder kan tænkes at have krydset kønsbarrierer på andre områder end vedrørende våbenbrug. I arkæologien handler det om at forstå og tolke de genstande, der bliver fundet i jorden, bl.a. som gravfund, og sætte dem ind i den rette sammenhæng. Og muligvis er der tidligere tolkninger, som arkæologerne har gjort, der nu skal revideres.

Arrangementet finder sted torsdag 5. november kl. 19 i store sal i Helligåndshuset, Erik Menveds Plads 1, Randers. Oplysninger om tilmelding findes på Randers Folkeuniversitets hjemmeside.

Kommentarer