Debat og politik

V, DF og S skærer ned på handicappede

Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd (Velfærdslisten)

Debatindlæg af Kasper Fuhr Christensen,
Medlem af Randers Byråd (Velfærdslisten)

Psykisk sårbare og borgere med handicap skal nu igen finde sig i forringelser. Det har Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne nemlig besluttet på byrådsmødet den 27. marts.

Denne gang er det dem, der får bostøtte, der står for tur.

Bostøtte er en hjælp til mennesker, der på grund af handicap, psykisk sårbarhed eller sociale problemer har meget svært ved selv at overskue dagligdagen og måske også svært ved at have kontakt med andre mennesker.

De skal nu udsættes for en nedskæring på intet mindre end 4 millioner kroner om året. Det betyder, at det fremover vil være sådan, at færre får hjælp – og at de, der er så heldige at få hjælp, vil få mindre hjælp. Desværre!

Men ikke nok med det. Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne går også til angreb på de handicappedes retssikkerhed.

I dag får de tildelt et bestemt antal timers hjælp om ugen. Det vil Venstre og Dansk Folkeparti erstatte med et system, hvor de sårbares borgere ikke får at vide, hvor mange timers hjælp de kan få.

Det fjerner den vigtige retssikkerhed, der ligger i, at borgeren kan klage over kommunens udmåling af hjælp, og Ankestyrelsen så kan se på, om kommunen er galt på den. Jeg har imidlertid svært ved at tro på, at kommunen kan forringe borgernes retssikkerhed så markant uden at komme på kant med loven.

Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne afskaffer også det lovbestemte princip om, at borgerne får den hjælp, de har behov for, og erstatter det med et princip om, at borgerne får den hjælp, der er penge til, når Venstre og Dansk Folkeparti har brugt en stor del af kassen på overflødige prestigeprojekter som fx Hal 4.

Det kommer ikke bag på mig, at Venstre og Dansk Folkeparti skærer ned på nogle af dem, der har allermest brug for hjælp. De har nemlig igen og igen skåret ned på børn, skoler, ældre, syge og udsatte. Og hvis jeg skal være helt ærlig, kommer det heller ikke bag på mig, at Socialdemokraterne også stemmer for nedskæringerne.

Men det lader vi os ikke gå på af i Velfærdslisten. Vi er vant til politikere, der snakker frem for at handle. Derfor fortsætter vi kampen for en mere retfærdig kommune.

Kommentarer