Debat og politik

Udskældt plejehjem møder kritik

Byrådspolitiker og medlem af omsorgsudvalget, Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) mener at Udvalgsformand, Fatma Cetinkaya (S) og forvaltningen har haft for travlt med at tale om problemerne på demensplejehjemmet i Randers, frem for at løse dem. Foto: TV2 Østjylland.

I en TV2-dokumentar blev et demensplejehjem i Randers landskendt. Dokumentaren viste dårlig behandling af beboerne og den bliver nu forstærket af kritik fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Efter et besøg hos demensplejehjemmet, Huset Nyvang, i Randers var udmeldingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed hård og kontant: “Der er større problemer af betydning for den fornødne kvalitet.” Det skriver TV2 Østjylland.

I tilsynsrapporten fremgår det at hele 17 krav ikke er opfyldt, hvoraf en af de største lyder på manglende metoder og arbejdsgange for at undgå magtanvendelse overfor beboerne. Desuden mangler demensplejehjemmet en sikring af borgernes livskvalitet, værdighed og trivsel.

En observation i tilsynsrapporten fra Huset Nyvang lyder: “Under tilsynet blev det observeret, at en borger opsøgte hjælp og blev urolig, men at ingen medarbejdere reagerede. Det blev endvidere observeret, at nogle medarbejdere smækkede med dørene og havde samtaler hen over hovedet på en borger, ligesom borgeren blev omtalt i tredjeperson frem for at blive inddraget i samtalen.”

Udover at observere arbejdsgangene på demensplejehjemmet, har Styrelsen for Patientsikkerhed foretaget interviews med ledelsen, medarbejdere og pårørende.

Tre ud af fire af de pårørende er utrygge for, om beboeren har mulighed for og får hjælp til, at leve det liv, som denne ønsker.

Ikke den første omgang kritik

I sommer var Huset Nyvang en del af dokumentaren ‘Plejehjemmene bag facaden’, hvor skjulte optagelser af den 91-årige demente Niels Christian Nielsen viste massivt omsorgssvigt, skriver TV2 Østjylland.

Det var denne dokumentar, der gav anledning til Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynsbesøg, men også før dokumentaren har demensplejehjemmet fået kritik.

Byrådspolitiker og medlem af omsorgsudvalget, Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten), ser meget alvorligt på situationen:

“Der er betydelig risiko for, at borgerne ikke får den hjælp og støtte, de har krav på. Det er ikke værdigt og helt uacceptabelt,” siger han til TV2 Østjylland.

Han har ikke længere tillid til forvaltningen, ledelsen på Huset Nyvang eller udvalgsformanden i omsorgsudvalget, Fatma Cetinkaya (S).

“Jeg mener, at vi bør finde en anden udvalgsformand, og så skal vi have kigget på, om det er den rigtige ledelse, der er på stedet og højere oppe. Det mener jeg ikke, det er,” fortsætter politikeren.

Efter dokumentaren i sommer blev offentliggjort, lovede Randers Kommune og Fatma Cetinkaya, at der var tale om gamle optagelser, og at situationen var forbedret på Huset Nyvang. Det forarger Kasper Fuhr Christensen:

“Det viser den her nye rapport så efter min mening ikke var rigtigt. Udvalgsformanden og forvaltningen har haft travlt med at tale problemerne ned i stedet for at løse dem,” siger han til TV2 Østjylland.

Kommunen havde på det tidspunkt plejefaglige konsulenter og demenskoordinatorer tilknyttet plejecentret der skulle sikre bedre arbejdsgange, struktur, kultur, systematik og medicinering.

Dengang viste en undersøgelse et noget anderledes og mere positivt billede af tilfredsheden blandt både beboere, pårørende og medarbejdere.

“Vi er i gang med at udbedre fejlene på Huset Nyvang. I oktober satte vi en handleplan i gang, men vi har ikke kunnet nå at se dens effekter, da Styrelsen for Patientsikkerhed besøger plejehjemmet også i oktober,” siger Fatma Cetinkaya til TV2 Østjylland.

Hun er enig i at der skal arbejdes med flere ting på Huset Nyvang, men mener samtidig at det tager tid.

“Jeg tager selvfølgelig rapporten alvorlig, og indholdet af den påvirker mig. Jeg kan derfor heller ikke afvise, at der skal ske yderligere end handleplanen,” siger Fatma Cetinkaya til TV2 Østjylland.

Udvalgsformanden har efterfølgende indkaldt til et ekstraordinært møde i omsorgsudvalget næste uge. Her vil rapporten blive fremlagt og forvaltningen vil give en status på tiltagene på plejehjemmet.

Kommentarer