Randers By

Tronholmen i Randers lægger sand til Beach handball

Interessen for at spille Beach Handball er stor som aldrig før. Det kan ses, når 80 hold skal dyste på Randers City Beach's otte baner på lørdag. Foto: Randers Eventsekretariat

På lørdag 18. juni er 8 baner på Tronholmen – ikke kridtet op, men sandet til, når Randers igen er værter for et Beach håndbold stævne. I år med rekordopstilling.

Ikke mindre end 80 hold er meldt til, når Vorup FB (Vorup Frederiksberg Boldklub) og JHF Kreds 4 (Jydsk Håndbold Forbund) igen i år inviterer til Beach Handball stævne på banerne på Tronholmen i Randers.

Vorup FB står igen i år for at skabe gode rammer omkring stævnet, blandt andet med gode muligheder for køb af mad og drikke på banerne og masser af dygtige frivillige.

– Beach håndbold er alletiders; det er stedet, hvor man som håndboldspiller får sit indre legebarn ud. Spillet er meget mere teknisk og lægger op til en masse tricks med pirouetter. Det er en god mulighed for at udvikle sig som spiller, fortæller Jonas Damgaard, U-18 træner i Randers HH, i en pressemeddelelse.

Stævnet er for alle årgange fra U-10 til senior og afvikles i tidsrummet 09.30-18.00.

Fakta om Beach Handball

– En kamp varer 2×10 minutter + evt. shoot out, hvis holdene har vundet en halvleg hver.
– Der er 4 spillere på banen ad gangen, og et hold kan maksimalt bestå af 8 spillere.
– Man spiller med bløde beach-håndbolde.
– Der er mulighed for at score 2 point på en scoring.
– Beach handball handler om leg, samarbejde og fairplay – og alle kan være med!
– Se mere omkring beach handball på www.dhf.dk/aktiviteter/beach-handball

Man kan finde kampprogrammet her

Kommentarer