Randers By

Trefoldigt leve til indvielse af Aktivitetscenter Randers

Se billedserie

I april måned sidste år gik håndværkerne i gang med at ombygge Dronningborg Aktivitetscenter, og i dag kunne borgmester Torben Hansen, ønske alle brugerne og personalet tillykke med resultatet og det nye navn: Aktivitetscenter Randers.

Ombygningen har i alt kostet 10,5 millioner kroner, og skal fremover huse aktivitets- og samværstilbud og  fungere som et samlingspunkt og mødested. Meningen er, at det nye aktivitetshus er åbent for både visiterede og uvisiterede tilbud, hvor borgere med handicap, deres pårørende og andre borger kan mødes i et forum, hvor der samarbejdes om at skabe aktiviteter og tilbud.

Og netop det samlende forum lagde borgmester Torben Hansen vægt på i sin tale.

– Centeret er ikke kun er de handicappedes hus, men det er hele Randers’ hus. Med et glimt i øjet kunne borgmesteren samtidig konstatere, at det altid er godt vejr i Randers, når nye faciliteter skal indvies.

Formand for Socialudvalget i Randers Kommune Charlotte Broman Mølbæk sagde i sin tale:

– Ombygningen af det gamle Dronningborg Aktivitetscenter har været længe undervejs, men nu står i disse nye flotte rammer, som er klar til at sætte godt gang i både nye og velkendte aktiviteter, sagde Charlotte Broman Mølbæk, som i sin afslutning tog initiativ til at alle råbte et trefoldigt leve for Aktivitetscenter Randers.

Navn valgt af borgerne

I forbindelse med navngivningen af Aktivitetscenter Randers, har borgerne på handicapområdet stemt om, hvilket af navneforslagene, de helst ville have. Opbakningen til navnet Aktivitetscenter Randers var tydelig, og derfor har både Handicaprådet og Socialudvalget valgt at følge borgernes ønske.

Talerækken omfattede også Leder af Dronningborg Aktivitetscenter Gitte Truelsen og Michelle, som er en af borgerne , som benytter aktivitetscentret. Begge var både glade og stolte over at de nye rammer på Stenaltvej.

 

Kommentarer