Randers By

Tre af EM-heltene fra ’92 har været trænere i Randers

I år er det 25 år siden Danmark sensationelt hentede EM-guldet hjem fra Göteborg. Tre af spillerne fra dengang har senere i hver sin karriere været en tur omkring Randers.

De 20 spillere, der var med i Danmarks EM-trup i 1992, er gået vidt forskellige veje i deres liv efter triumfen i Sverige. Tre af navnene har haft kortere perioder på trænerbænken i Randers FC. Her er et kort uddrag fra tiden efter EM.

Lars Olsen, født 4. februar 1961.
Landsholdets anfører lavede efter EM et opsigtsvækkende skifte fra tyrkiske Trabzonspor til Seraing i den næstbedste belgiske række. Han var først med til at føre klubben til oprykning og dernæst en tredjeplads i den bedste række. Efter karrierestoppet i 1996 havde Lars Olsen forskellige trænerroller i Brøndby, og senere blev han cheftræner i først Randers FC og derefter i OB. Siden 2011 har Lars Olsen været landstræner for Færøerne.

John »Faxe« Jensen, født 3. maj 1965.
John Jensen brugte EM som springbræt til at blive solgt fra Brøndby til den engelske storklub Arsenal. I 1996 vendte han hjem til Brøndby, som spillende træner i Herfølge. Her skabte »Faxe« et fodboldmirakel, da han i 2000 gjorde klubben til dansk mester. Året efter rykkede Herfølge imidlertid ud af den bedste række. Siden har John Jensen – ud over en rolle som tv-ekspert – været vidt omkring som cheftræner for Randers FC, assistenttræner for Michael Laudrup i Brøndby og Getafe og ligeledes en periode som assistent for engelske Blackburn. Faxe er i dag cheftræner for Fremad Amager i 1. division.

Flemming Povlsen, født 3. december 1966.
Angriberen fra Borussia Dortmund måtte allerede i foråret 1995 indstille karrieren på topplan efter adskillige knæskader. Flemming Povlsen arbejdede senere sammen med Kent Nielsen om at udvikle talenter på Hessels Gods Fodboldkostskole, og han var sportsdirektør i FC Aarhus. Senere blev Flemming Povlsen assistenttræner i AC Horsens – med Kent Nielsen som cheftræner – Randers FC, Silkeborg og OB. Han var også angrebstræner i AGF.

Kommentarer