Randers By

Torvedag med FrivilligMobil og foreninger

Mød de lokale frivillige foreninger ansigt til ansigt til Torvedagen den 12. oktober på Erik Menveds Plads. Arkivfoto.

Frivilligværket svinger frivillighedens flag lørdag d. 12.oktober på Erik Menveds Plads kl. 10-13, når de sammen med en række lokale foreninger inviterer til Torvedag. Her vil det være muligt at hilse på foreningerne og høre mere om deres tilbud og indsats.

– Torvedagen er en fantastisk mulighed for vores frivillige foreninger og byens borgere for at mødes ansigt til ansigt, fortæller leder af Frivilligværket, Louise Brown og tilføjer:

– Det giver noget andet at møde et engageret menneske, der brænder for en sag end at læse om det i en pjece eller på en hjemmeside. Det er derfor, vi holder fast i vores Torvedags-tradition.

En perlerække af frivillige

En lang række foreninger har meldt deres ankomst til Torvedagen den 12. oktober. Det vil blandt andet være muligt at møde ADHD-foreningen, Natteravnene og – for første gang i Torvedagsregi – Østjysk Samaritter. Fælles for foreningerne er, at de er klar til at fortælle om deres indsats og svare på spørgsmål fra interesserede.

– Mange danskere vil gerne være frivillige, men holder sig tilbage, fordi de ikke ved, hvad det indebærer. På Torvedagen har de mulighed for at få afklaring, forklarer Louise Brown.

Frivillighed på tre hjul

Frivilligværkets trehjulede hjælper FrivilligMobilen vil også være at finde på Torvedagen.

Indtil videre har FrivilligMobilen været i Randers og Langå, men det lille mobile frivilligcenter skal snart på turné rundt i hele Randers Kommune. Men inden der bliver taget hul på turnéplanen senere i oktober, vil det være muligt at se den lille tuk tuk til Torvedagen, hvor den forhåbentligt tiltrækker mange nysgerrige blikke.

– Kig forbi, tag en selfie i Frivilligmobilen og få en snak med alle de engagerede frivillige, slutter Louise Brown, der selv vil være at finde til en snak om frivillighed på Torvedagen.

Kommentarer