Paderup

Sygdom stoppede ikke Rasmus: Nu har han både uddannelse, job og legat

Sygdom har ikke gjort det nemt for Rasmus Caspersen at komme gennem uddannelsen til handelsøkonom, som har sikret ham både job ved Vink Plast og et legat på 10.000 kroner fra Sydbank. Foto: Dania.

Rasmus Caspersen fra Randers er færdiguddannet handelsøkonom fra Erhvervsakademi Dania. På trods af alvorlig sygdom er han kommet flot gennem uddannelsen og modtog ved dimissionen et legat fra Sydbank på 10.000 kroner.

I dag sidder 26-årige Rasmus Caspersen som ekstern salgskonsulent hos Vink Plast i Kristrup. Her var han i praktik under den videregående uddannelse til handelsøkonom, og virksomheden var ikke sene til at se hans potentiale. Derfor valgte de at ansætte ham på fuld tid.

Under sin uddannelse har Rasmus Caspersen haft flere udfordringer end de fleste. Han har lidt af en kronisk tarmsygdom og været gennem tre store operationer. I en periode måtte han gå med stomi.

– Ved min første eksamen på Erhvervsakademi Dania i Paderup var jeg lige kommet gennem sygdommen. Jeg undgik kun med nød og næppe at dumpe og hev et 02 hjem, fortæller Rasmus Caspersen, der herefter tog sig sammen.

– Jeg blev jo nødt til at fokusere mere på min uddannelse. Det var jo det, jeg gerne ville. Herefter steg karaktererne, og til min afsluttende eksamen fik jeg et stort tital, forklarer han glad.

Rørende legat

Sidste uge modtog han sit eksamensbevis, og han var i forvejen blevet advaret om, at han nok blev kaldt op på scenen.

– Jeg troede sådan set bare, at de ville fortælle, at jeg havde gjort det godt, lyder det fra sælgeren.

Sandheden var dog noget mere indbringende. Han modtog nemlig et legat fra Sydbank på 10.000 kroner for sin store indsats på skolen.

– Det var meget specielt og rørende. Mine forældre var der, og min lillebror var der også, så jeg var rigtig stolt og glad for at modtage legatet, siger han.

Ærø-kollega

På Dania fandt han den rette uddannelse, og hos Vink Plast har han fundet sin rette plads. En arbejdsplads, han ikke har planer om at forlade.

– Jeg har aldrig været i en virksomhed med så god en stemning. Man har et meget specielt sammenhold her, og det er tydeligt, at Vink ikke kun er leverandør for kunderne, men også for medarbejderne, siger Ærø, som han kaldes af kollegerne, fordi han oprindeligt stammer fra øen i Lillebælt.

Når han ikke arbejder, spiller Rasmus Caspersen fodbold i Kristrup Boldklub, hvor han også er træner for et hold U8 drenge.

FAKTA OM DANIA

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 21 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
  • Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
  • Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 175 fuldtidsansatte medarbejdere.

Kommentarer