Hald

Storstilet eftersøgning lørdag aften endte lykkeligt

Fra venstre Anne Mette Nørby Ries, Camilla Schwartz Rasmussen, hunden Vaxhjo og Nikolai Kjær.

Lørdag aften skete en hundeejers værste mareridt for Camilla Schwartz Rasmussen fra Hald. Hendes lille hund Vaxhjo forsvandt mens den blev luftet i hundeskoven på Nordre Fælled.

Camilla Schwartz Rasmussen var kommet fra arbejde, og hentede Vaxhjo og naboens hund, så de kunne blive luftet. Hundeskoven på Nordre Fælled er et paradis for hunde, bortset fra ét stort problem. Det er elektriske hegn hvor køer og får er indhegnede i hundeskoven, og det sker ofte, at hundene får stød.

Det skete også for den lille Vaxhjo. Ved 17 tiden fik han et elektrisk stød, og peb højlydt. Han blev meget bange og løb væk. Camilla Schwartz Rasmussen kaldte på ham, og fik de andre hundeluftere til at lede. Men væk var han.

Hun ringede hun til Østjyllands Politi for at orientere dem om Vaxhjo. En venlig betjent oplyste, at de ville tage kontakt til diverse dyrlæger og holde øje, hvis en patrulje skulle komme i området.

Da eftersøgningen ikke gav resultat var der ved at gå panik i Camilla Schwartz Rasmussen. Hun skyndte sig at lave et opslag på Facebook Randers, hvor hun bad alle om at holde øjne og ører åbne.

Camilla var skrækslagen for, at Vaxhjo var løbet over Mariagervej, og blevet ramt af en bil. Tanken var ikke til at holde ud for hende.

Opslaget resulterede i, at der hurtigt kom mennesker til Nordre Fælled for at hjælpe med eftersøgningen.

Opslaget på Facebook Randers blev livligt kommenteret og mange ville gerne deltage i eftersøgningen, men alle var ved at tabe overblikket.

Her er hunden Vaxhjo, hjemme igen og upåvirket af den storstilede eftersøgning lørdag aften.

I Aarhus sad Anne Mette Nørby Ries til påskefrokost. Hun er en stor dyreven, og elsker hunde. Da hun blev orienteret om eftersøgningen af Vaxhjo lod hun påskefrokost være påskefrokost, og satte sig til tasterne.

Hun bor i Randers, og er allerede involveret i forskellige organisationer, som hjælper med eftersøgninger af bortløbne dyr. Derfor havde hun mulighed for at aktivere et netværk, som var parat til at springe til.

Mens der kom flere og flere mennesker til, blev det samtidig mere nødvendigt med en koordinerende indsats. Den klarede Anne Mette Nørby Ries.

Hun sendte eftersøgningsholdene i de retninger, hvor Vaxhjo sidst var set, og sørgede for, at der blev holdt øje med de områder, som allerede var gennemsøgt. De nyankomne folk meldte sig via Facebook, og Anne Mette Nørby Ries kunne dirigere dem hen, hvor der var behov for dem.

Anne Mette Nørby Ries har stor erfaring med eftersøgning af hunde, og derfor kunne hun samtidig rådgive den panikslagne Camilla, og forklare eftersøgningsholde hvordan de skulle forholde sig.

Imens sag Camilla kæreste Nikolai til en fest i Billund. Han blev løbende orienteret om situationen. Det var frustrerende for ham, at han ikke kunne deltage i eftersøgningen, og på et tidspunkt overvejede han at få en til at køre sig til Randers. Det skulle senere vise sig, at det heldigvis ikke var nødvendigt.

Kort før klokken 21 blev den lille bange hund set ved Silvan. Flere personer blev sendt til området, herunder Camilla Schwartz Rasmussen.

Klokken 23.22 kom den melding, som alle ventede på: Vaxhjo er fundet, og er på vej hjem.

Da Camilla Schwartz Rasmussen tog den lille hund op til sig, kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og Vaxhjo gav hende et stort hundekys.

Hurtigt sagde hun tak til dem, som stod sammen med hende, Camilla skyndte sig hjem med Vaxhjo så han kunne komme i vante omgivelser.

Først da hun var kommet hjem gik det op for hende, hvor stor en eftersøgning der var sat i gang. Mere end 50 personer havde taget aktivt del. På parkeringspladsen på Nordre Fælled og langs vejen stod 26 biler parkeret.

Opslaget med efterlysningen var blevet delt mere end 500 gange, og andre ringede for at tilbyde deres hjælp.

– Jeg nåede slet ikke at få sagt tak til alle de mennesker, som hjalp med at finde Vaxhjo. Det vil jeg da gerne gøre her i avisen, siger Camilla Schwartz Rasmussen.

– Jeg var overrasket og overvældet over at der kom så mange. Det var helt vildt, og jeg var virkelig rørt over den store opbakning fortæller hun. Hun havde bl.a. kontakt med en mand, som i 5 timer havde kørt rundt på sin scooter for at lede.

Anne Mette Nørby Ries er ikke overrasket over opbakningen.

– Det er kendetegnende for Randers. Når nogen er i nød, hvad enten det er dyr eller mennesker, så smider randrusianerne hvad de har i hænderne, og hjælper til. Det er imponerende, understreger hun.

Dagen efter er Vaxhjo upåvirket af situationen. Han hopper og springer som han plejer. Han driller stadigvæk de to katte, som han også bor sammen med. Camilla Schwartz Rasmussen oplyser, at den lille hund hurtig var tryg igen, efter den ubehagelige oplevelse.

Hun opfordrer hundeejere til kontakte Jysk Eftersøgning og Efterlysninger af dyr i Randers og Omegn, hvis de skulle komme i en lignende situation. De to organisationer har mange kontakter som kan aktiveres ved eftersøgninger. Det er bl.a. Taxi og hjemmeplejen, som kører meget rundt i hele kommunen.

De to organisationer kan kontaktes her:

Jysk Eftersøgning

Efterlysninger af dyr i Randers og Omegn

Camillas tak til alle de involverede er hermed givet videre.

 

Kommentarer