Samfund

Stor model viser hvordan Flodbyen Randers kommer til at se ud

Den nye 3d-model af Flodbyen Randers kan opleves døgnet rundt på Dronningekajen. Foto: Randers Kommune

I en glascontainer på Dronningekajen ved siden af Havnegadeboksen har Randers Kommune installeret en model af Flodbyen Randers. Her kan alle nu se, hvordan området omkring Randers Havn kommer til at se ud, når den nye bydel med plads til 7-8.000 indbyggere er realiseret.

– Rigtig mange borgere har bidraget til arbejdet med at skabe planen for at udvikle Flodbyen Randers, og generelt er der stor interesse for byens udvikling. Derfor har vi ønsket at gøre det muligt for alle at se byens største udviklingsprojekt nogensinde i modelform. Jeg håber, at mange vil lægge vejen forbi Dronningekajen, hvor det vil være muligt at se modellen på alle tider af døgnet – siger borgmester Torben Hansen.

Modellen af Flodbyen Randers er installeret i en glascontainer ved siden af Havnegadeboksen, og den viser, hvordan Flodbyen Randers overordnet set kommer til at se ud, når den nye bydel med plads til 7-8.000 indbyggere er fuldt ud realiseret.

– Flodbyen Randers er et generationsprojekt og vil først være fuldt realiseret om 40-50 år. Men vi er allerede i gang, og jeg forventer, at byggekranerne ruller ind på de første byggearealer i løbet af få år – siger Torben Hansen.

Model og film synliggør potentialer
Ud over den fysiske model af Flodbyen Randers, har Randers Kommune lanceret en film, der illustrerer udviklingen af den nye bydel og nogle af de elementer, som kommunen arbejder på at realisere. Filmen kan ses på www.randers.dk/flodbyen

– Både modellen og filmen skal synliggøre de potentialer, som Flodbyen Randers vil indfri. Vi trækker naturen helt ind i byen og sikrer lys, luft og adgang for alle til vandet. Samtidigt har vi trafikale og klimamæssige udfordringer, som vi integrerer i de samlede løsninger i byudviklingen, f.eks. Klimabroen og Klimabåndet. Flodbyen er et projekt med fokus på kvalitet og bæredygtige løsninger, der vil bringe Randers godt ind i fremtiden – siger Torben Hansen.

Planen for at udvikle Flodbyen Randers vedtog byrådet på mødet den 7. september 2020. Under navnet “Byen til Vandet” er planen skabt på baggrund af flere års involvering af borgere og virksomheder. Og den endelige plan beskriver de overordnede principper for, hvordan det omkring 59 hektar store område ved Gudenåen og Randers Fjord kan bruges til attraktiv byudvikling.

Byudvikling løser udfordringer med klima og infrastruktur
Flodbyen er et ambitiøst eksempel på, hvordan attraktiv byudvikling også kan bidrage til at forbedre infrastrukturen og sikre midtbyen mod oversvømmelser. En ny bro, Klimabroen, vil halvere trafikken på Randers Bro, som i dag bliver passeret af omkring 40.000 køretøjer i døgnet. Samtidig vil Klimabroen fungere som en del af beskyttelsen mod stormfloder. Ligeledes vil en godt seks kilometer lang højvandsbeskyttelse kaldet Klimabåndet fungere som klimabeskyttelse og samtidig skabe attraktive by- og naturområder. Klimatilpasningen bliver således en medspiller, der er med til at skabe merværdi.

Flodbyen Randers kan realiseres fordi Randers Havn flytter til en placering sydøst for Randers, og Randers Kommune har et tæt samarbejde med Randers Havn om overtagelse af havnearealerne i takt med, at havnevirksomhedernes lejekontrakter udløber frem mod 2036.

Kommentarer