Debat og politik

Støt de lokale butikker

Christian Brøns, formand for udviklingsudvalget (V), Fyensgade 10 Randers 

Mandag den 1. marts kan de fleste randrusianske detailforretninger ånde en smule lettet op efter at have været lukket ned siden den 23. december, da de sidste julegaver blev langet over disken. Den lange nedlukningsperiode har presset butikkerne på pengepungen, og selvom der nu bliver lukket op med restriktioner, så er det ikke sikkert, at alle butikker kommer igennem krisen.

Flere butikker ligger inde med varelagre, der skulle være solgt i starten af det nye år, kasseapparaterne står gabende tomme og de seneste måneder har været en kamp for at holde skuden oven vande. For mange erhvervsdrivende er det livsværk og livsdrømme, der hænger i en tynd tråd.

Vi har som lokalsamfund en interesse i at have en sprudlende og levende midtby og et detailhandelsliv, hvor vi kan få en god service og spændende oplevelser. Derfor skal vi i forbindelse med den delvise genåbning af detailhandlen sørge for at lægge vores indkøb lokalt, så vi også i fremtiden har en midtby og en detailhandel med liv og lys i vinduerne. Mange af os har sikkert vænnet os til, at handle på nettet i forbindelse med nedlukningen, men det er nu, at vores lokale skohandler, sportsbutik og specialforretning har brug for støtte.

Kommentarer