Ø. Bjerregrav

Sportsfest i Øster Bjerregrav

Den udendørs håndholdturnering Ko-Cup samler unge håndboldspillere fra hele Østjylland. Fremsendt foto

Én festlig dag, som man kan overkomme, er bedre end fire, som man ikke kan. Det mener man i Bjerregrav Boldklub, som i år har koncentreret sig om at stable én festlig sportsdag på benene, og dermed ikke overbelaste de vigtige frivillige.

I Øster Bjerregrav har der som i mange andre byer af samme størrelse, været tradition for flere dage lange byfester, ligesom byfesten i mange år blev kombineret med den store fodboldturnering ”Muddi Cup”, der trak flere tusind unge fodboldspillere til byen. De senere år er der skruet lidt ned for aktivitetsniveauet, og fodboldturneringen er afløst af håndboldturneringen ”Ko-Cup”, der dog stadig trækker mange til. I år har man i Bjerregrav Boldklub valgt at koncentrere indsatsen omkring en enkelt dag, nemlig lørdag 18. juni.

– Vi har valgt at holde en Sportsfest på boldbanerne samt i hallen i Øster Bjerregrav. I modsætning til de forgående år har vi valgt at brænde alt krudtet af på en enkelt dag, da vi oplevede at tidligere års byfest, som forløb over fire dage, trak lidt for store veksler på de frivillige hjælpere. Som mange andre sportsklubber er vi nemlig afhængige af, at der fortsat er nogen, som vil yde en indsats for byens sociale og sportslige fællesskab. Uden den frivillige arbejdskraft kan en sports- eller byfest ikke gennemføres, siger Benjamin Sørensen fra Bjerregrav Boldklub.

Håndbold, høvdingebold og pandekager

Aktiviteterne er velkendte og består i år af ”Ko-cup”, som er en udendørs håndboldturnering med deltagelse af hold fra hele Østjylland. Lokalt er der håb om at gøre en god figur. Håndboldafdelingen i Bjerregrav Boldklub har nemlig oplevet en markant stigning i medlemstallet de sidste par år og deltager selv med flere hold i turneringen. Også firmafodbold går igen fra sidste år, og her er også deltagelse af lokale hold.

– Der plejer at blive gået til stålet, når der spilles firmafodbold. Men der er dog stadig fokus på fairplay og socialt samvær, oplyser Benjamin Sørensen.

Høvdingebold er også ved at være en kending i Øster Bjerregrav og på festprogrammet for 4. år i træk.

–Høvdingebold spilles i hallen og foregår i hallen og er en populær aktivitet, hvor både børn og voksne kan være med, og så er den tilmed meget publikumsvenlig, oplyser Benjamin Sørensen.

Sportsfesten afsluttes med en pandekagefest i hallen, hvor der er musik for de voksne og hoppepuder til børnene. Det er Pandekagekompagniet fra Aarhus, der kommer og bager deres populære pandekager i Øster Bjerregrav. De bager efter en hemmelig opskrift, som der er brugt lang tid på at udvikle, og som passer både til mad- og dessertpandekager, fortæller de på deres hjemmeside. Pandekagerne er økologiske, og med valgfrit fyld i form af både laks, oksekød, skinke, rejer, kylling, varieret salat og meget mere er der med garanti noget for enhver smag.

Hør udendørs musikinstrumenter

Ved siden af det fastlagte program har folkene bag Øster Bjerregrav Aktivitetspark inviteret Percussion Play – et firma der forhandler udendørs musikinstrumenter til udviklende leg for børn og voksne. Firmaet er inviteret til en demonstration af sine musikinstrumenter, der måske skal inkluderes i den endelige plan for aktivitetsparken. Musikinstrumenterne er til brug for alle aldersklasser og kan bruges i både skolegårde, sansehaver og parker, fortæller firmaet på sin hjemmeside. De er stemt efter den pentatoniske skala (hele toner), så det lyder godt, lige meget hvor og hvordan man rammer på instrumenterne, oplyses det også. Overskuddet fra sportsfesten i Øster Bjerregrav går netop til byens store projekt: Øster Bjerregrav Aktivitetspark. Parken har på det sidste modtaget 200.000 fra LAG Randers-Favrskov, 75.000 kroner fra Landdistriktsudvalget og 50.000 fra Bjerregrav Boldklub, så den samlede pulje lyder på 1.360.000 til 1.etape og 100.000 til 2. etape. Når endnu 400.000 kroner er i hus, er det tid til at tage hul på første etape. Forventningen er, at det sker i oktober.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer