Spentrup

Spentrup byfest havde masser af lokal opbakning

Se billedserie Det gode vejr trak mange familier til stegt-flæsk arrangementet til tonerne fra lokale Jimbalaya band.

En kombination af gode indslag, godt vejr og et stor frivillig indsats gjorde by- og jubilæumsfestugen i Spentrup til en  succes med masser af lokal opbakning.

De 2 håndboldkampe mellem henholdsvis Spentrup IF Herrer og Randers HH mandag og Spentrup IF mod Randers HK tirsdag lagde en god bund for festlighederne.

Begge aftener var der mellem 200-250 tilskuere, som – selvom det var ulige kampe – gjorde deres til at hjælpe det lokale hold igennem ved at huje og heppe hele kampen. Heppekoret fik begge dage god assistance af Bo Ørris fra Radio ABC, som kommenterede kampen og piskede til stemningen, hvis publikum blev for stille.

Stjernedrys

Kvindernes kamp tirsdag var særlig populær med de mange stjerner på Randersholdet – her iblandt Camilla Dalby, som selv kommer fra Spentrup, og som også var at oppe at sige et par ord i anledning af idrætsforeningens jubilæum.

Bankospillet torsdag havde samme store tilslutning på omkring 300 deltagere som sidste år, men i år var overskuddet større, meddeler Marianne Mertz, som står i spidsen for den del af byfestprogrammet.

– Vi kom af med alle de flotte præmier, vi har fået sponseret, så bordene var ryddet, da vi gik hjem, og det er mit indtryk at folk var meget tilfredse fortæller hun.

Det var byens børn også, da de fredag formiddag var i hallen for at høre Søren Brynjolf. Det var et rent Eldorado med masser af underholdning og fri leg i de mange hoppeborge, der var stillet op i hallen.

Familiefredag

Fredag aften var også en kæmpesucces. På plænen over for hallen var der havetraktortræk, inden for i hallen var der børnediskotek. Det gode vejr trak mange familier til stegt-flæsk arrangementet til tonerne fra lokale Jimbalaya band.

– Vi havde spærret vejen op til hallen af, så børnene bare kunne løbe rundt mellem alle aktiviteter, og forældrene kunne sidde og hygge sig uden at skulle holde øje hele tiden. Det var en stor succes, som vi bestemt gentager næste år, fortæller Anette Nejmann, formand for styregruppen.

Flot finale

Lørdag gik det slag i slag fra klokken 9 med rundstykker. Hele dagen summede det af aktivitet – både indenfor, hvor de små boltrede sig i hoppeborgene og uden for, hvor de større børn prøvede kræfter med ungdomsklubbens aktiviteter, mens de voksne kæmpede på boldbanerne. Eneste lille streg i regningen var et regnskyl ved middagstid, som betød, at gymnastikopvisningen måtte aflyses.

En festlig uge blev behørigt afsluttet med et brag af en fest med 350 spisende gæster – og endnu flere til fest bagefter.

Kommentarer