Samfund

Spar penge på at hjælpe skraldemanden

Jo lettere det er for skraldemændene at komme til at tømme skraldespanden, desto billigere kan det gøres. Med en ny ordning sendes besparelsen videre til borgerne.

1. januar trådte en ny ordning i kraft, som skaber bedre sammenhæng mellem pris og service når det kommer til tømning af affaldsbeholdere. Med den nye ordning får man et afslag i prisen, hvis beholderne står ved skel, hvorimod der kommer et tillæg til prisen, hvis skraldemanden skal gå længere end 20 meter for at hente beholderne.

– Vores mål er at have så velfungerende en affaldsindsamling som muligt med de bedst mulige forhold for vores skraldemænd,” fortæller formand for Udvalget for Miljø og Teknik, Frank Nørgaard. Derudover er der den fordel, at hvis flere vælger at rykke beholdernes standplads ud til skellet, så får vi en mere strømlinet afhentning af affaldet og dermed bedre priser i fremtiden.

Giv besked
For at få besparelsen, skal man registrere placeringen af sin skraldespand. Det klares hurtigt på www.affald.randers.dk hvor og når man alligevel er på siden, er det oplagt at tjekke efter, om man ellers har den optimale affaldsløsning derhjemme, lyder det fra sektionsleder ved Affaldskontoret, Jørgen Niemann Jensen. – Bliver spanden til restaffald aldrig helt fuld? Så er der penge at hente ved at nøjes med en tømning hver 14. dag. Og hvis dine beholdere står ved skellet, er der nu også lidt at hente der.

Kommentarer