Samfund

Snart er det efterårsferie og det betyder aktiviteter for børn i Randers

Igen i år er der masser af grinagtige, nervepirrende og udfordrende aktiviteter i efterårsferien og det alt sammen corona sikker.

I efterårsferien lægges der op til at børn bruger hænderne, hovedet, ørerne, stemmen, hjernen, øjnene og fødderne, der er BørneKultur Uge.

Kulturelt Samvirke koordinerer og arrangerer en masse spændende aktiviteter for børn i efterårsferien. Således er det 23. gang at Kulturelt Samvirke invitere børn til at være aktive i deres efterårsferie.

13.000 programmer er på vej ud til alle kommunens skolebørn og til institutionerne og programmet sendes også ud digitalt til alle skolebørn via skolerne. Med skolernes hjælp kan vi få programmerne helt ud til hver enkelt barns hånd, uden denne hjælpsomhed fra lokale kunne det slet ikke lade sig gøre.

Programmet er tilrettelagt, så der både er aktiviteter til børn, af børn og med børn dvs. børnene er såvel tilskuer, aktører og tilrettelæggere.
Forældre og andre voksne opfordres til at hjælpe børnene med at få tilrettelagt en oplevelsesrig uge. Børnene er altid velkommende til at tage forældre, bedsteforældre, søskende og venner med til de mange aktiviteter.

Det kan være børnene har lyst til forsøg sig som lystfisker og måske få en go sild på krogen, eller få en på sylten i stunt workshoppen. Der kan byttes legetøj eller de kan prøve at svinge penslen som kunstmaler.
Børn kan tage deres bamse med til et brag af et hyggelig bamsebal eller piger kan øve sig i at stritte med lillefingeren til te-selskab for prinsesser.

De kan få en masse frisk luft og lave bål eller de kan træde op på de skrå brædder og være med til at lave en teaterforestilling eller – eller – eller mulighederne er mange, se det hele i programmet! Som også kan findes på bornekulturugen.dk. Der er ingen undskyldning for at sidde og kede sig i efterårsferien.

På Fritidscentret eller Børnebiblioteket kan man få det lækre program i hånden og bladre i det.
Næsten alle aktiviteter er gratis. Så alle kan være med, det skal være lysten der driver og ikke pengepungen.

Vi følger nøje med i myndighedernes anvisninger og retningslinjer i forhold til, at BørneKultur Ugen bedst muligt sikrer børn og voksne gæster, frivillige, kunstnere og ansatte. Vi følger løbende myndighedernes anbefaling og afholder kun BørneKultur Ugen, hvis det kan gøres på forsvarlig vis.

Vi beder jer følge aktørernes anvisninger undervejs, når I besøger dem. Vi har ikke stået i en situation som denne før, men forsikrer jer om, at vi gør vores allerbedste for, at alle kommer til at få en god uge. Hjælp os med at gøre oplevelsen så god som mulig for alle.

BørneKultur Ugen har fået økonomisk hjælp fra Kultur og fritidsudvalget Randers kommune, Radio ABC, NordiskFilm Biografer, FOA, BUPL Østjylland og Landsbypuljen. Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre, så på vegne af de 10.000 børn og voksne der deltager i BørneKultur Ugen vil Kulturelt Samvirke gerne sige TAK.

Vi ønsker alle børn en festlig og begivenhedsrig BørneKultur Uge.

Ugen åbnes på Værket lørdag den 10. oktober kl. 13.00, her er børn velkomne og de må gerne tage deres mor, far eller bedsteforældre med og der er gratis adgang.

Kommentarer