Randers By

Smatkøkkener hitter i daginstitutioner

Smatkøkken i Børnehuset Spentrup.

Selvom der er masser af flotte klatre- og gyngestativer på daginstitutionernes legepladser, er det især lege med sand, vand og jord, der drager og tiltrækker børn. Det har forældrene i 10 daginstitutioner i Randers taget konsekvensen af. De har bygget udekøkkener på deres børns legepladser, hvor børnene kan boltre sig med at lave smatmad af jord og vand:

– Jeg elsker at hente et beskidt barn hver dag. Det betyder, han har haft en god dag, siger Ina Wittrup, der er mor til Oliver på fire år, der går børnehave i Børnehuset Spentrup.

Hun er med i børnehavens forældreråd. Forældrene har støttet køkkenprojektet med arbejdskraft og gamle potter, pander og gryder:

– Det har været fint at have en fælles opgave, som vi forældre har kunnet samarbejde om. Det er desuden meget tilfredsstillende at opleve, at vi har skabt nye populære legeområder, hvor børnene elsker at udfolde sig på egne præmisser, siger Ina Wittrup.

Jord og vand skaber balance i læringsmiljøer

Helle Jantzen, der er dagtilbudsleder for de 10 institutioner med udekøkkener, fik inspiration til køkkenerne via en engelsk forsker, der beskæftiger sig med det engelske begreb Mudkitchen:

– Vores velstandssamfund tilbyder børn fine arkitekttegnede legepladser og legeredskaber. Det har betydet, at vi en årrække har fjernet os fra de enkle læringsmiljøer, der appellerer til børnenes fantasi, fordybelse og frie udfoldelse, forklarer Helle Jantzen.

Børnene i de 10 daginstitutioner har været i været i gang med at jonglere med potter og pander på legepladserne i et lille års tid:

– Børn lærer en hel masse ved at lege med jord, vand og sand. De lærer blandt andet at måle den rigtige mængde sand og vand op, som de skal bruge til at lave en tynd eller en tyk smatkage, og de lærer at organisere sig og samarbejde om opgaverne med andre børn, siger Helle Jantzen og tilføjer:

– Selvom udekøkkenerne er populære hos børnene, fortsætter vi selvfølgelig med at tilbyde mange andre aktiviteter. Vi har blot skabt en større balance i vores tilbud af udviklende læringsmiljøer.

Kommentarer