Randers By

Skolekammerater i oprør – ressourcefamilie smides ud af landet

Foto: Fra Victoria Tryggedssons facebook-side

I tirsdags fik Seva den korte besked, at han og hans familie inden for en uge skulle pakke deres kufferter og rejse ud af landet. Den ukrainske familie har boet på Asylcenter Randers en del af de næsten 3 år, de har været i Danmark.

De har nu to dage tilbage til at pakke og forlade Danmark.

På facebook mandag aften har skolekammeraten Victoria Tryggedsson skrevet et opslag, hvor hun og kammerater trygler om hjælp. Her skriver hun blandt andet:

“Med Sevas faglige niveau, fik han ikke nok ud af den undervisning, som asylansøgere normalt får tilbudt i Danmark. Derfor opsøgte han selv Randers statsskole. Han er optaget på naturvidenskabelig linje, går i 2.G, og mangler nu kun halvandet år af gymnasiet.

Hvis vi sender ham hjem, vil det være uden en eneste mulighed for at færdiggøre den uddannelse, som han fortjener. Udover det boglige er han også et musisk geni. Han har spillet klaver i mange år og har på Randers statsskole også lært at spille tværfløjte. Nu agerer han både som fløjtenist og sanger for henholdsvis vores orkester og kammerkor.

Hans forældre har fået praktikpladser, og hans 2 yngre brødre på 8 og 11 år går i normal folkeskole i en asylklasse, og har derfor også undervisning sammen med danske børn”.

Randers Netavis har sent mandag aften talt med Seva, som forklarer sin sag således:

Familien har oprindeligt søgt asyl i Danmark, men fik allerede i 2015 afslag af Udlændingestyrelsen. Siden har de haft deres sag i Flygtningenævnet, med hjælp fra en advokat. Her fik familien afslag på deres klage og fik at vide, at afgørelsen var endelig.

Seva oplyser til Randers Netavis, at de her fik at vide, at politiet i løbet af nogle dage ville kontakte familien i forhold til det praktiske omkring udrejse. Familien hørte dog aldrig fra politiet.

Siden har familien levet i afventen på Asylcenter Randers, og da de intet hørte fra politiet, håbede de, at de alligevel kunne blive i Danmark.

Seva kom igennem 1.G og klarer sig fint i 2.G. Faderen fik i slutningen af 2016 aftale om at kunne starte et arbejds- og praktikforløb på Verdo, som også kom i stand, og ifølge Seva er man glade for faderens arbejdskraft.

I november hørte familien så endelig fra politiet – for første gang siden deres klagesag blev behandlet i 2015. Her fik de at vide, at de skulle rejse ud og havde tre muligheder; at samarbejde med IOM (International Organization for Migration), samarbejde med politiet,eller nægte udrejse.

Familien valgte at samarbejde med IOM, men bad samtidig om accept for, at faderen kunne starte sit praktikarbejde på Verdo. Dette havde politiet ingen indvendinger mod, og familiens papirer ville blive sendt til IOM.

I fredags kom politiet så pludselig med en besked, som var kort og kontant: Pak og rejs ud af Danmark senest på onsdag.

Seva oplyser til Randers Netavis, at han ikke er bekendt med, om familiens papirer er behandlet eller sågar kommet frem til IOM. Alt han ved er, at der er under 48 timer til han skal være ude af et land, som hele familien har gjort meget for at tilpasse sig.

Victoria Tryggedsson argumenterer på sit facebook-indlæg:

“At der ikke bliver givet klar besked til den familie, er for det første helt forkert, men at de så først i tirsdags får at vide, at de har opholdt sig ulovligt i Danmark, og at de ikke må have arbejde eller praktik og kun har en uge tilbage her.

Jeg synes, det er uretfærdigt og umenneskeligt. Seva skal forlade kæreste, venner og klasse i Danmark, og jeg ved, at hans familie også er lige så påvirkede af det her, som han er.

Hvorfor sende en velintegreret familie hjem, når de ikke har et hjem at tage hjem til, når det er sådan nogle kloge hoveder, vi har brug for i fremtidens Danmark”.

Randers Netavis vil tirsdag forsøge at få kontakt til familiens advokat og relevante myndigheder.

Kommentarer