Randers By

Skæg med æg på Nordre Fælled

Natur og Ungdom Randers holder snigpremiere på påsken, når der bliver afholdt familie-aktivitetsdag på Nordre Fælled lørdag 6. april.

Man kan være med til at farve æg og bygge reder til æggene. Andre æg vil blive til æggekage tilberedt over bål.

Ved den nye bygning på Nordre Fælled, Myretuen, bliver der tændt op i bålfadet. Imens vil deltagerne kunne afprøve, hvordan man kan puste æg ud og koge de tomme æg indpakket i naturmaterialer som kan give de flotteste farver.

Mens æggene tager farve, vil der blive afholdt ægge-væddeløb og stjæl et æg konkurrence. Man kan også få en smagsprøve på en god æggekage tilberedt over bål.

Mødested er bygningen Myretuen for enden af Gl. Jennumvej. Der er aktiviteter fra kl. 13-16. Aktiviteterne er målrettet 5-12 årige børn, men alle er velkomne, meget gerne med forældre. Deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendig. Arrangør er Natur og Ungdom Randers.

Kommentarer