Randers By

Sissel Kyrkjebø optræder med juleduet i Værkets Store Sal

Sissel Kyrkjebø gæster Værket med sin julekoncert 15. december i år, og hun leder efter en ung, lokal sangerinde, der skal assistere hende under julekoncerten i en juleduet. Pressefoto.

Den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø er tilbage med sin succeskoncert ’Sissels Jul’ og i år leder hun efter lokale duetpartnere – også når hun gæster Værket i Randers til december.

Den norske stjernesangerinde Sissel Kyrkjebø er om noget kendt for sine storslåede julekoncerter. Over 1 million mennesker i
Norden har set hendes højtidsoptrædener, og for mange er Sissel Kyrkjebø synonym med julemusik. Når hun besøger Værket i
Randers til december, bliver det en ganske særlig julekoncert med lokalt islæt.

I år ønsker den norske sangfugl nemlig at alliere sig med et lokalt talent hvert sted, hun besøger. Også Randers. En kvindelig duetpartner, som skal fremføre ’Somewhere’ fra den ikoniske musical West Side Story med Sissel på scenen.

Kendt, ukendt, ’grøn’ eller erfaren spiller ingen rolle for den kommende duetpartner, oplyser Sissel. Det vigtigste er, at hun
kan synge og synge godt nok til at fremføre ’Somewhere’ i C-dur.

Masser af talent at tage af

Jagten på en lokal duetpartner i Randers og omegn sker i samarbejde mellem Sissel Kyrkjebø og Værket, og idéen vækker
begejstring i musik- og teaterhuset.

– Det er en rigtig fin idé, som Sissel Kyrkjebø og holdet bag er kommet med, og den er vi på Værket selvfølgelig med på, siger
musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted og fortsætter:
– Der er masser af talentfulde unge sangerinder i Randers, og det er dejligt, at vi kan få lov at give dem den her mulighed. Ligesom det er fantastisk, at der på den måde kan blive sat et helt særligt og lokalt præg på Sissels optræden i Randers. Vi glæder os til at følge med.

Hvordan foregår det?

Det er muligt at nominere sig selv eller andre, der kunne være interesseret i at vinde muligheden for at synge duet på hjemmebanen med Sissel Kyrkjebø. Ved at udfylde en formular, fortælle om sig selv eller den, man nominerer med få ord og til sidst uploade et mobilklip på 1 minut, hvor ’Somewhere’ fremføres, er man med i puljen, hvorfra Sissel udvælger én lokal sangerinde, der kommer med på scenen. Sissels Jul 2018 løber af stablen i Store Sal lørdag den 15. december.
Udfyldning og uploading skal ske på sangerindens egen hjemmeside her, og der er tilmeldings frist onsdag 10. oktober 2018.

Kommentarer