Ø. Tørslev

Sidste udkald for billetter til forårsfesten i Øster Tørslev

Medlem af festudvalget i I.F. Fjorden Sanne Andersen og 70 andre frivillige glæder sig til at byde velkommen til et brag af en fest i Ommersysselhallen den 17. marts. Sidste frist for billetter er på onsdag den 7. marts.

Den 17. marts er der stor risiko for, at taget løfter sig i Ommersysselhallen i Øster Tørslev. Her finder den årlige forårsfest nemlig sted.

Til forskel fra tidligere år, er Kandis udskiftet med hele to orkestre. Det er ”Shubi or not Shubi” samt det lokale orkester ”Fifi Dong” med den kendte Peter Vildmand i spidsen.

Derfor kan man være sikker på, at musikken bliver et festfyrværkeri af alle de gamle kendte sange med Shubidua og Kim Larsen, og det er det ligeså sikkert, at publikum får lejlighed til at synge med.

Se link til: billet-bestilling

Forårsfesten i Ø. Tørslev er blevet holdt hvert år siden 1970, og har altid været et brag af en fest. De første 25 år spillede Bjørn & Okay som fast orkester, efterfulgt af Kandis.

– Efter en årrække med det samme orkester skal der fornyelse til, fortæller formand for I.F. Fjorden og medlem af festudvalget Sanne Andersen. Hun håber på at kunne tiltrække et nyt og yngre publikum sammen med alle de gæster, som plejer at komme til forårsfesten.

– Vi kan se der kommer flere og flere unge gæster, og mange af dem er ikke hardcore fans af Kandis. Samtidig er mange begyndte at prikke lidt til os med forslag om at få noget andet musik forklarer Sanne Andersen.

– Vi har haft mange rigtig gode år med Kandis, og vi har været meget tilfredse, men når publikum begynder at spørge om ikke der kommer noget andet musik, og så besluttede vi, at nu var tiden kommet til at skifte, selvom overgange til andre orkestre altid er svær, siger formanden, som lover, at det bliver glad og festligt musik.

Forårsfesterne giver altid et overskud, som bruges til lokalområdet og idrætsforeningen I.F Fjorden samt andre lokale formål.

Planlægning af festen begynder allerede efter sommerferien for at få alt på plads. Blandt andet skal der findes frivillige, som er klar til at hjælpe. Sanne Andersen fortæller, at omkring 70 frivillige fra lokalområdet, får festen til at køre på skinner. I år vil nogle af de unge frivillige hellere være med til festen, så festudvalget håber på nye kræfter. Dog understreger hun, at det aldrig har været svært at få frivillige.

Når de frivillige stiller op, dækker borde og pynter op om formiddagen, så laver de en hyggelig dag ud af det.

– Det frivillige arbejde er en fest i sig selv, og en god måde for tilflyttere og andre at få en plads i lokalsamfundet. Vi har det rigtig sjovt, oplyser Sanne Andersen, som gerne vil involvere den næste generation, så de kan efterfølge de allerede garvede folk.

Under middagen vil der være et diskotek, som for alvor vil sætte gang i humøret, og fra klokken 21.00 vil der være non-stop musik med de to festlige orkestre.

– Der plejer at være omkring 500 gæster, og vi nærmer os det samme antal i år, bemærker Sanne Andersen.

Skulle der sidde nogen som endnu ikke har bestilt billetter kan det nås endnu. Sidste frist for tilmelding er den 7. marts, hvor der laves bordplan.

For første gang er der online bestilling af billetter som kan bestilles her: BILLET-BESTILLING

Kommentarer