Debat og politik

SF: Byrådet skylder alle en undskyldning

Læserbrev af Rosa Lykke Yde, Medlem af Randers Byråd for SF Randers

Efter at Randers byråd den 17. marts har fået forelagt en grundig rapport af hele ældreområdet i Randers Kommune, står en ting soleklart.

Vi har fejlet, da vi etablerede Huset Nyvang. Vi har på ingen måde været i stand til at lave det specialiseret demenstilbud, som vi lovede. Alle de flotte intentioner med demenslandsbyen var et luftkastel. Rapporten slår fast en gang for alle at Huset Nyvang ALDRIG har haft en chance for at lykkes. Derudover har vi været alt for mange år om at få rettet op på fadæsen. 

I SF har vi, ligesom et par andre små partier, prøvet i mere end 2 år at gøre opmærksom på forholdene på Nyvang, men det er ikke lykkes os at råbe de store partier op. Desværre krævede det, at TV2 viste dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden” at få de store partier i gang.  

Når alt kommer til alt, er det vores ansvar, og vi har som byråd fejlet.

Derfor skylder vi, som byråd, alle i og omkring Huset Nyvang en formel undskyldning. Alle ældre og pårørende, men også medarbejdere, der siden opstarten har været på Huset Nyvang burde helt formelt få en undskyldning for de utilstrækkelige ressourcer og det manglende driftsgrundlag, som det kræver at etablere et så specialiseret tilbud. 

Nu går arbejdet i gang med at fremtidssikre både Nyvang og resten af ældreområdet. 

Rapporten peger på, at vi skal i gang med en række tiltag på ældreområdet. Og det skal vi i gang med omgående.

Blandt andet i forhold til samarbejdet med pårørende, tildeling af midler og personalekompetencer, rekruttering og fastholdelse. Vi skal også sikre, at der mere kontinuitet for den ældre.  Vi skal sikre, at der kommer færre forskellige omsorgspersoner hos den enkelte ældre. Det er ifølge rapporten et stort ønske. Jeg er ikke i tvivl om, hvor vigtigt relation og genkendelighed er i omsorgsarbejdet. Færre forskellige hjælpere vil give mere tryghed.  

Lad arbejdet om at løftet ældreområdet gå i gang. Og lad os starte det eneste rimelige sted, vi kan – ved at give en undskyldning til alle jer, vi har svigtet.  

Kommentarer