SF: Borgmesteren skal indkalde budgetpartierne til hastmøde

Af Rosa Lykke Yde, Medlem af Randers Byråd for SF Randers

Efter at have set TV2s rystende afsløringer af forholdene på et af vores lokale plejecentre, er der ingen tvivl om, at ansvaret falder tilbage på byrådet. Derfor opfordrer SF borgmester Torben Hansen til at indkalde budgetpartierne til et hastemøde, så der hurtigst muligt kan blive lagt en plan for, hvordan lignende tilfælde undgåes.

– Når vi ser omsorgssvigt af denne kaliber, bliver vi som politikere nødt til at leve op til vores ansvar og sørge for, at det aldrig gentager sig – siger SFs byrådsmedlem Rosa Lykke Yde og tilføjer, at hun er dybt rystet over, det hun var vidne til i tv2 dokumentaren “plejehjemmene bag facaden”.

Derfor bør budgetpartierne sætte sig sammen og lave en hasteplan. Der bør fortages en kulegravning af hele området, samtidigt med det skal det undersøges om, der akut er behov for flere midler til at få genoprettet en værdig ældrepleje i kommunen. SF er klar til, at være med til at finde pengene.

– Som jeg ser det, er det uansvarligt ikke at handle, og det skal vi gøre nu! – pointerer Rosa Lykke yde.

Midlerne til ordentlig pleje skal også sikres på den lange bane. Derfor vil SF til budgetforhandlingerne kæmpe for at forbedre normeringerne på vores plejecentre og i vores ældrepleje. Alle borgere fortjener en værdig behandling! Det er byrådets ansvar at sikre det.

Vi kan bare ikke være andet bekendt!

Kommentarer