Havndal

Se Lyshøj Mølle restaureringen den 5. juni

Møllesvendene er i fuld gang på Lyshøj Mølle, der igennem det seneste år har gennemgået en større renovering der fortsætter. Pressefoto

Siden Grundlovsdag sidste år, er møllerimaskinerne blevet renoveret, samt den gamle Alpha Motor. De forskellige trætandhjul er nu også ved at få en tur.

Skulle professionelle folk til for at udføre det, ville det blive en udgift på ca. 345.000 kroner + moms.

Der mangler nu ca. 250.000 kroner for at møllehatten kan stå på pladsen foran møllen. Når det kommer så langt, vil der blive rigtig meget arbejde til ”møllesvendene”, men der skal nok findes på noget indtil da. Der er masser af arbejde, alene med at vedligeholde bygningerne.

I løbet af det forgange år har møllen modtaget 88.000 kroner fra Lyshøj Mølles Venner, og 100.000 kroner fra Velux-Fonden. Andelskassens Fond har tildelt os 15.000 kroner og et diplom. Randers kommunes Landdistrikts udvalg tildelte møllen ”Årets Initiativpris” hvor der fulgte en check på 25.000 kroner med.

Hos Lyshøj Mølle er de meget stolte over, at der er nogen der påskønner den indsats de yder, til gavn for alle i området.

Ansøgninger er blevet sendt til div. fonde, men det går lidt trægt med at få midler, og nogle afslag er også kommet.

Grundlovsdag

Der afholdes igen i år Grundlovsmøde på Lyshøj Mølle, tirsdag den 5. juni klokken 14,00

Årets grundlovstaler er folketingsmedlem og tidligere Borgmester i Randers kommune, Michael Aastrup Jensen.

Efter grundlovstalen vil vi se, om den gamle motor stadig starter første gang.

Der vil også blive lejlighed til at se, hvad der er lavet, siden sidste år og stille spørgsmål til ”møllesvendene”.

Der kan købes kaffe/the og hjemmebagt kage.

Hvis vejret tillader det, er arrangementet på plænen, ellers indendørs.

Grillen tændes klokken 16,30 – Husk tilmelding på lyshøjsvenner@gmail.com eller telefon 40290635.

Kommentarer