Randers By

Samarbejde sikrede vellykket Spektakel Festival

Foto: Søren Malmose

I weekenden kulminerede tre års kultursamarbejde Randers i børnekulturfestivalen Spektakel Festival, hvor omkring 5000 besøgende var med til at lave en fest.

Der var ingen tvivl om, at girafferne gjorde et stort indtryk på de mange hundrede børn og voksne, der i weekenden lagde vejen forbi den farverige festivalplads ved Randers EgnsTeater og Værket.

Den spanske teatergruppe Xirriquiteula Teatre, der som venlige og nysgerrige giraffer bevægede sig rundt mellem gæsterne til lyden af blid olietøndemusik, blev på en måde kendetegnende for festivalen, der emmede af både leg, opdagelse og oplevelse, men også rolige, afslappede og reflekterede øjeblikke.

Festivalen er blevet til i et samarbejde mellem alle byens kulturinstitutioner. Og forud for selve festivalen er gået et forår, hvor alle de forskellige institutioner har lavet hver deres Kultur På Tur-forløb. Her har professionelle kunstnere arbejdet med børn i skoler og daginstitutioner om at skabe kunst. Og resultatet af de forskellige samarbejde blev præsenteret på festivalen sideløbende med professionelle forestillinger, koncerter, workshops og meget andet. Lige fra balletdans og teater i hængekøjer til rimeværksted og kunstworkshop.

Spektakel Festival er et nøgleprojekt i Aarhus 2017 samarbejdet i Randers, der egentlig begyndte tilbage i 2015, hvor man afholdte en prøveudgave af Spektakel Festival. Og i 2016 afprøvede man konceptet med Kultur På Tur. Så det var i virkeligheden tre års samarbejde, der kulminerede i weekenden.

Modige randrusianere

På festivalpladsen var et af de helt store trækplastre kunstneren Jesper Aabille med sit kulinariske værk Lets Make Pizza, der består af en række hjemmelavede pizzaovne, hvor folk helt gratis kan deltage fælles pizzabagning.

Bag Jesper Aabilles deltagelse stod en af samarbejdspartnerne, Randers Kunstmuseum, der også bidrog til festivalen med kunstnerduoen Bank & Rau og deres værk Connected Load, samt kunstneren Molly Haslund, der havde sine værker ”Sjippesølje” ”Gynger” og ”Cirkler” med. Sidstnævnte lagde op til, at børn og voksne med kæmpepassere dekorerede asfalten med store cirkel-mønstre.

For museumsinspektør på Randers Kunstmuseum, Majbritt Løland, kan festivalen kun beskrives som en succes.

– Det har været pragtfuldt. Der har virkelig været en god stemning og atmosfære, siger hun og roser både små og store gæster for deres tilgang til festivalens tilbud.

– Folk har haft stor lyst til at prøve noget nyt og anderledes. Noget, der var ukendt for dem. Vi havde udvalg kunst, der havde en social dimension, og hvor folk selv skulle deltage og blive en del af værket. Det tog gæsterne virkelig til sig. Og så har jeg hørt rigtig mange sige, at de var overraskede over, at der var sådan noget her i Randers. Det ville de gerne have endnu mere af, siger Majbritt Løland, der også kun har positive ord at sige om det bagvedliggende samarbejde.

– Det har været en super god stemning, og det har fungeret produktivt og effektivt. Og så tror jeg, det er til stor gavn for kunsten og kulturen. På den her måde er vi med til at genere den næste generation af kulturbrugere, og det gør vi bedst på en god og legende måde, siger Majbritt Løland.

Kommentarer