Debat og politik

S og V vil ikke lytte til medarbejderne

Debatindlæg af Henrik Manero Hald
Kandidat for Velfærdslisten, Gammeljord 9, Tvede, 8930 Randers NØ

Socialdemokraterne og Venstre vil ikke lytte til medarbejderne. Det må være konklusionen, efter de to systempartier igen har vendt det døve øre til medarbejderne.

Denne gang drejer det sig om viften af tilbud til arbejdsløse og syge borgere. Indtil nu har det været noget, de kommunale topbosser har taget sig af, og politikerne har nikket til. Men efter Velfærdslisten gik ind i sagen, blev det besluttet, at politikerne skal på banen og tage ansvar for tilbuddene til arbejdsløse og syge.

På sidste møde i beskæftigelsesudvalget kom embedsmændene derfor med et forslag til en plan for processen. Men den led af en alvorlig mangel. Der var nemlig ikke lagt op til, at hverken borgerne, medarbejderne eller handicap- eller udsatterådet skulle høres. Derfor stillede vores medlem af udvalget, Kasper Fuhr Christensen, et ændringsforslag om, at både borgerne, medarbejderne og de to råd skulle inddrages og høres.

Den holdning stod han skræmmende nok alene med. Både Venstres fire medlemmer og Socialdemokraternes to medlemmer, herunder borgmesterbuddet Torben Hansen, syntes ikke, de havde brug for at lytte til medarbejderne og borgerne. De kommunale topchefer sagde sågar til politikerne, at de ikke troede, at medarbejderne var interesseret i at blive hørt i den sammenhæng.

Det stritter helt vildt i forhold til den såkaldte tillidsreform, der var en del af forliget om budgettet for 2015, og sagen bliver endnu mere grotesk af, at man i januar 2017 vedtog et dokument i byrådet, i forhold til samme tillidsreform, hvor hensigten bl.a. var atmedarbejderne nu skulle have mere indflydelse på deres arbejdsliv i en konstruktiv dialog med ledelsen.

Så man må jo med Socialdemokraternes og Venstres udmeldelse om, at man ikke finder det nødvendigt at høre de ansatte, blot konstaterer, at tillidsreformen bare er spil for galleriet fra Socialdemokratiet og Venstres side. De fine ord var langt mindre værd end det papir, de stod skrevet på.

Når det kommer tilstykket, er de to magtpartier lige så ligeglade med medarbejderne, som de altid har været. Og jeg tror desværre ikke, der er en eneste medarbejder i Randers Kommune, der har mærket noget til den såkaldte tillidsreform. Tværtimod. Masser af unødig kontrol, unødvendig dokumentation, og manglende dialog, er fortsat en hverdag mange ansatte kan genkende.

Torben Hansen burde fremstå som et klart alternativ til Omann, især når det drejer sig om tillid til de offentligt ansatte. En tillid som gerne skulle række ud over direktionsgangene, hvor den nuværende borgmester har lagt alle hans tillidslod. Men bedømt på den faktiske stemmeafgivelse i den konkrete sag, lader det desværre til, at Hansen ikke er hak bedre end Omann til at lytte til medarbejderne. Hvis ledelsen ikke mener de ansatte er interesserede i at blive inddraget, så er det jo nok sådan det er, synes logikken at være hos de to store partier.

Velfærdslisten håber og kæmper for, at vi til valget får et nyt flertal, der tager medarbejderne alvorligt. Men det kræver, at Venstre (inkl. Dansk Folkeparti som halehæng) og Socialdemokraterne ikke får flertal – eller at de sadler om og begynder at lytte til medarbejderne.

 

Kommentarer