Randers By

Robotterne flytter ind hos Randers Tandhjulsfabrik

I takt med at Randers Tandhjulsfabrik er i gang med en øget digitalisering, er virksomheden også begyndt at automatisere produktionen. Det sker blandt andet med indførelse af robotteknologi, der skal øge kapacitet og konkurrenceevne.

Ifølge Palle Martin, administrerende direktør hos Randers Tandhjulsfabrik, er det for at styrke virksomhedens konkurrencekraft. Målet er at frigøre ressourcer til at bemande endnu flere maskiner ad gangen og samtidig få maskinerne til at køre som et slags ”virtuelt” aftenhold og forøge vores kapacitet.

– Vi efterspørger også industriteknikere og industrioperatører som alle andre, men der findes ikke så mange af dem. Vi har brug for de dygtige håndværkere, og vil altid gerne have dem, men på den her måde kan vi øge vores kapacitet, udtaler Palle Martin.

Maskiner kører ubemandet.

– Vi har investeret nogle millioner i de ny drejebænke og er i gang med at køre dem ind, og det gør os i stand til at have nogle maskiner, der kan køre reelt set ubemandet i en given tid, forklarer Palle Martin til Jern og Maskinindustrien.

Mere på vej

Alligevel er de nye maskiner mere end en kapacitetsforøgelse for virksomheden. Det er nemlig også en historisk investering i automatisering hos Randers-virksomheden.

– Det her er det første store skridt. I produktionen handler det om at automatisere, hvor man kan automatisere. Nu vil der løbende komme projekter, hvor det handler om at udnytte robotteknologien i forhold til de maskiner, vi har. Vi har nogle planer, og det er noget, vi løbende drøfter med både medarbejdere og ledelse, lyder det fra Palle Martin.

Kommentarer