Debat og politik

Rent drikkevand er ikke længere en selvfølge

Af Anker Boje, medlem af Randers byråd for Socialdemokratiet, formand for Uggelhuse Vandværk, Vandbækvej 12, 8960 Randers SØ

Vi har i mange år haft noget af verdens bedste postevand, men i disse år er vores fælles drikkevand under pres.

I Uggelhuse Vandværk har vi fået taget en screening af 360 forskellige pesticider, som man har brugt i landbruget igennem mange år. Normalt tester man kun for omkring 40 forskellige slags pesticider, og det viste sig heldigvis, at vi har godt vand hos os. Men det skal på ingen måde være en sovepude, derfor er vi gået med i et samarbejde med 11 andre vandværker om at beskytte vores grundvand.

Vi 11 vandværker har forpligtet os til at hjælpe hinanden økonomisk blandt andet i forbindelse med grundvandsbeskyttelsen. Arbejdet, som Vandplanudvalget i Randers skal i gang med, ser vi som en forsikring. Det koster 0,50 øre pr m3, hvilket svarer til et sted mellem 60 og 80 kroner om året for en gennemsnitsfamilie.

I Uggelhuse Vandværk går vi ind for den decentrale vandforsyning, og derfor mener vi, at samarbejdet mellem vandværkerne er af den største betydning. Vi har blandt andet haft et godt og stabilt samarbejde i mange år med Kristrup Vandværk.

Kommentarer