Samfund

Rekordmange grunde billigt til salg i Randers

Nye tal fra Boliga.dk viser, at blandt andre andre midtjyske byer har Randers mange både helårsgrunde til salg. Foto: Randers.dk

Ifølge nye tal fra Boliga er der flere helårsgrunde udbudt til salg end nogensinde før. Morten Skak, der forsker i boligøkonomi på Syddansk Universitet, mener, at det blandt andet kan skyldes optimisme på boligmarkedet. Randers er blandt de byer i Region Midtjylland, der har mange grunde til salg.

– Jeg tror, det er en kommune-reaktion på, at markedet har bedret sig. Det er efterhånden sådan, at det går lidt bedre bredt i landet. Det tyder på, at kommunerne har besluttet, at det er vigtigt at få signaleret, at de har grunde, så de kan tiltrække nogle potentielle nye indbyggere, siger Morten Skak til Boliga.

Den gennemsnitlige kvm-pris er nede i 691 kr. – til sammenligning kostede en kvm i marts 2008 991 kr. Morten Skak mener, at de lave priser kan vippe efterspørgslen hen mod grundene, selvom beliggenheden kan være en udfordring.

– Problemet er ofte, at nye grunde typisk har en ringere beliggenhed – altså de ligger mere decentralt end de gamle grunde. De fleste vil foretrække en beliggenhed på de gamle grunde, men det kan så være, at det hus, der ligger der, er forkert i forhold til præferencer, siger han.

– Og så vil der være forholdsvis flere, der hellere vil købe en grund og bygge et hus, som de vil have det, og som er nyere og mere energiøkonomisk, tilføjer Morten Skak.

Randers og Silkeborg i front  i Region Midtjylland

Størstedelen af de udbudte helårsgrunde ligger i Region Midtjylland, og her er der specielt gode chancer for at få fat i en grund i Silkeborg og Randers, der står for en god bid af de mere end 1.800 udbudte grunde i regionen.

Også Region Syddanmark er med fremme, når det gælder udbud af helårsgrunde, og her er det især trekantsområdet med Kolding, Vejle og Fredericia, der trækker det samlede antal i vejret.

Til gengæld skal man lede noget længere i Region Hovedstaden, hvor der kun er lidt mere end 200 grunde til salg i øjeblikket.

Det er dog ikke kun dem, der leder efter helårsbolig, som skal være opmærksomme på det store antal grunde til salg. Antallet af fritidsgrunde, der blandt andet kan bruges til at opføre et sommerhus, er således også på et ganske højt niveau.

Kilde: Byensejendom.dk og Boliga.dk

Kommentarer