Samfund

Region Midtjylland gør mobil videokonsultation tilgængelig for alle borgere med ny patient-app

Som den første region i landet er Region Midtjylland nu klar med en ny patient-app, der folder muligheden for videokonsultation, selvbooking og en digital patientassistent til hospitalsbesøget ud på mobiltelefonen. MineAftaler-app’en skal gøre det nemmere at være patient på regionens hospitaler.

Efter stor succes med bl.a. online selvbooking på en række af hospitalerne i Region Midtjylland tager regionen nu endnu et skridt i bestræbelserne på at digitalisere patientkontakten. Med en ny patient-app, MineAftaler, bringer regionen hospitalet og sundhedspersonalet endnu tættere på borgerne, der derved får et langt smidigere forløb tilpasset efter deres hverdag.

– Vi har rigtig god erfaring med bl.a. selvbooking på vores hospitaler, der giver patienter mulighed for selv at planlægge deres tid på hospitalet ud fra deres hverdag og arbejdsliv. Det er denne tilgang til at digitalisere mødet mellem patient og hospital, vi med MineAftaler-app’en nu folder ud til mobiltelefonen i borgerens egne lomme. App’en samler mange funktioner til selvbetjening i ét værktøj. Ikke bare selvbooking, men også videokonsultation direkte fra mobiltelefonen og en digital assistent, der gør det fysiske besøg på hospitalet nemmere for patienten – siger Henrik Vestring, produktchef i Region Midtjylland.

Afdelingerne på regionens hospitaler tager gradvist løsningen i brug. Til en start er det alle afdelinger i psykiatrien samt enkelte afdelinger på hvert hospital, der nu kan tilbyde patienterne muligheden for videokonsultation via deres mobiltelefon. I takt med at stadig flere afdelinger tager den nye app i brug, vil flere og flere patienter opleve, at de kan aktivere videokonsultation direkte fra app’en, og dermed ikke skulle omvejen rundt om e-Boks for at finde et link at klikke på.

Stort uudnyttet potentiale
Henrik Vestring forventer, at en tredjedel af konsultationerne med det kliniske personale inden for få år vil foregå virtuelt. Men han har også store forventninger til udbredelsen af selvbooking på mobiltelefonen.

– Der ligger et stort uudnyttet potentiale i at gøre patientkontakten mere digital og mobil. Det gælder i forhold til at gøre det nemt og sikkert for hver patient, men også i forhold til, hvordan vi gradvist fremover kan gøre hverdagen lettere for sundhedspersonalet. Samtidig vil endnu mere fremover foregå ambulant. Her er videokonsultationer et af de helt centrale redskaber – siger han.

Udover funktioner, som gør det nemmere at interagere med hospitalet hjemmefra, så vil app’en også kunne hjælpe patienten under selve besøget på hospitalet. Her kan hver patient følge sine aftaler på hospitalet, få løbende besked om forventet ventetid og finde et oversigtskort over hospitalet, mv. Dermed er patienten ikke længere bænket til venteområdet, fordi det fulde overblik nu ligger på mobiltelefonen. Funktionerne i app’en bliver i den kommende tid gradvist taget i brug på afdelingerne på regionens hospitaler.

Region Midtjyllands nye patient-app er udviklet i tæt parløb mellem regionen og it-virksomheden Capgemini, som i mere end 25 år har leveret it-systemer til danske hospitaler. De seneste år bl.a. med fokus på at brede de digitale muligheder mere og mere ud til patienterne.

– Løsningen i Region Midtjylland er et stort skridt frem i forhold til strategien om at digitalisere stadig mere af patientkontakten. Med denne digitale schweizerkniv kommer regionen et stort skridt nærmere den politiske ambition om at gøre sundhedsvæsenet mere trygt, nært og nemt at gå til – siger Annette Spicker, der er Team Manager hos Capgemini og ansvarlig for udviklingen af løsningen.

Hun pointerer samtidig, at løsningen ikke begrænser sig til de midtjyske hospitaler.

– Der er nu etableret et solidt fundament, der relativt nemt kan foldes ud på hospitaler i hele landet. En række andre regioner har allerede vist interesse for en lignende løsning – siger hun.

MineAftaler-app’en er gratis og kan downloades på både App Store og Google Play. Brug af MineAftaler sker sikkert via login med NemID. Læs mere på www.rm.dk/om-os/digitalisering/

Kommentarer