Assentoft

Regeringen har fuldt fokus på landdistrikterne

Fuldt fokus på landdistrikterne lyder det fra Brian Mikkelsen
Regeringen har nu gennemført over halvdelen af de mere end 120 initiativer fra udspillet Vækst og Udvikling i hele Danmark. Et tal der, når danskerne går på sommerferie, vil være vokset til tre fjerdedele.

– Jeg kan med glæde konstatere, at den seneste redegørelse er et klart udtryk for, at der er fuldt fokus på landdistrikterne. Men vi skal gøre endnu mere, siger Brian Mikkelsen.

– Jeg vil arbejde målrettet for, at vi kommer til at give kommunerne, virksomhederne og borgerne langt bedre muligheder for at skabe udvikling lokalt med den modernisering af planloven, som Folketinget nu behandler, og som forventes vedtaget inden sommerferien. Når det er sket, kan regeringen sætte flueben ved mere en tre fjerdedele af de over 120 initiativer, fra udspillet Vækst og udvikling i hele Danmark. Det er noget af en bedrift, og jeg er glad for at se, at det nu går fremad i mange landdistrikter, siger Brian Mikkelsen.

Ud over det fremsatte forslag til modernisering af planloven er der vedtaget en ny restaurationslov, som både gør det nemmere at være restauratør, iværksætter og ungarbejder i Danmark. Derudover understøtter Fødevare- og landbrugspakken et helt centralt erhverv i landdistrikterne. Sidst men ikke mindst vil den igangværende udflytning af ca. 3.900 statslige arbejdspladser bidrage til vækst og udvikling i hele landet.

På det finansielle område har Finanstilsynet ændret vejledningen om indberetning af rådighedsbeløb, da nogle markedsaktører havde den opfattelse, at rådighedsbeløbene i denne vejledning skulle lægges til grund ved udlån, hvilket ikke er hensigten. Dermed er der kommet større klarhed om, hvornår og i hvilket omfang der ydes lån. Regeringen har desuden sammen med et bredt flertal i Folketinget her i foråret besluttet, at øge lånegrænsen for sommerhuse som et initiativ i den nationale strategi for dansk turisme. Loven træder i kraft 1. maj og initiativet gør det muligt, at få realkreditlån op til 75 procent af sommerhusets værdi mod tidligere 60 procent. Regeringen håber, at de nye regler gør det billigere både at købe, bygge og renovere sommerhuse, hvilket skal skabe mere liv i landdistrikterne.

De nye tal fra dette års Regional- og landdistriktspolitiske redegørelse peger på, at sidste års positive tendens fortsætter, så det nu går tydeligt bedre de fleste steder i landet målt på en række indikatorer. Udviklingen i landdistrikterne gennem de seneste år er således generelt præget af en stigning i bl.a. beskæftigelsen.

Samtidig er boligmarkedet mange steder i landet, herunder i landdistrikterne og områderne udenfor de store byer, præget af klar fremgang i antallet af solgte boliger – særligt på Sjælland.

Selvom de gode nyheder er glædelige fortsætter regeringen arbejdet forsikrer Brian Mikkelsen:

– Det er glædeligt, at regeringen har leveret på rigtigt mange initiativer, men vi er ikke i mål endnu. Derfor vil regeringen fortsat arbejde målrettet for at det bliver lettere at arbejde og bo i hele Danmark, og at virksomheder kan skabe vækst i alle dele af landet.

Kommentarer