Debat og politik

Randers skal være en af Danmarks store studiebyer

Nicolai Estrup, Byrådskandidat og Formand for Dansk Folkeparti Randers.

Debatindlæg af Nicolai Estrup, Byrådskandidat og Formand for Dansk Folkeparti Randers.

Min vision for Randers er klar, Randers skal være en af Danmarks store studie byer! Det skal vi, da Randers har stort set alt, hvad man som studerende efterspørger og har behov for.

Randers har en geografisk placering der gør det idealt for pendlere der skal til og fra universiteterne i Aarhus og Ålborg. Randers har en kollektivtrafik der gør det nemt, hurtigt og billigt, at transportere sig frem og tilbage fra sit studie. Randers har en lang række uddannelser og uddannelsesinstitutioner, hvor det vil give god mening at udvide og brande disse i langt højere grad end tilfældet er nu!

Det Randers mangler, det er studiemiljøer, det er rekreative områder hvor de studerende kan mødes på kryds og tværs af uddannelserne, hvor der kan udveksles idéer og viden, det er steder hvor den studerende kan indgå i fællesskaber og sparring med øvrige studerende.

Alle store studiebyer har små bydele, nærmest små samfund, hvor de studerende holder til. Det mener jeg også Randers i langt højere grad bør have. Vi skal imødekomme de studerendes ønske om billigere boliger, vi skal støtte udbygning af allerede eksisterende studieboliger og studiemiljøer, vi skal etablere studieparker, hvor læring, viden og fantasi kan udvikle og udfolde sig, alt dette fordi det gavner Randers kommune.

Randers har i mange år lidt under fjollede og usande rygter, det er på tide at få dette vendt. Det sker blandt ved at invitere unge mennesker til vores kommune, vise dem her er rart og trygt at bo. På den måde skabes og udbredes de positive historier.

Dette kommer ikke af sig selv, derfor vil jeg være garant for, som politiker at sprede disse budskaber til hele landet. Jeg tror på at Randers er en by for alle, jeg tror på at vi sammen kan skabe rammer og grobund, for et Randers der fungere som studieby blandt de største i Danmark.

Kommentarer