Samfund

Randers ønsker afklaring om Aarhus Lufthavn

Foto: Airportsineurope.com

I et høringssvar til Aarhus Kommune afviser borgmester Claus Omann Jensen, at Randers Kommune vil være med til at finansiere  en  ny lufthavn ved Thomasminde nordvest for Aarhus. Et projekt til 3,5 milliarder kroner.

I stedet opfordrer borgmesteren til, at man snarest finder en optimal løsning for Aarhus Lufthavn med den nuværende placering.

“Randers Kommune ser frem til en afklaring af spørgsmålet om lufthavnens placering, og indgår gerne i drøftelser med relevante aktører om en fremtidig struktur, strategi og eventuel ændret ejerkreds, som kan sikre den optimale udvikling af den nuværende Aarhus Lufthavn”, skriver borgmesteren blandt andet i høringssvaret til Aarhus Kommune.

Høringssvaret kommer på baggrund af en henvendelse fra Aarhus Kommune, som har bedt Randers Kommune sammen med de to øvrige ejere af lufthavnen i Tirstrup, Syddjurs og Norddjurs kommuner, give deres mening om en eventuel flytning af Aarhus Lufthavn til en ny placering ved Thomasminde.

I høringssvaret fastslår borgmester Claus Omann Jensen desuden: “For at sikre en velfungerende lufthavn er det påkrævet, at ejerne er enige i strategien og de fremtidige mål for udviklingen af lufthavnen.”

Dette lægger pres på fortalerne for en flytning af lufthavnen, idet Favrskov Kommune i høringssvaret skriver: “Hvis Aarhus Kommune ikke inden udgangen af august i år har opgivet planerne om at flytte lufthavnen, ønsker vi ikke længere at være en del af ejerkredsen”.

En analyse af en eventuel ny placering af Aarhus Lufthavn kan læses her.

Kommentarer