Erhverv

Randers Kommune vil udelukke virksomheder, der snyder i skat

Virksomheder, der ikke betaler den skat, de skal, eller rådgiver om skatteunddragelse, får fremover ikke mulighed for at løse opgaver for Randers Kommune. Kravet vil gælde alle virksomheder, der leverer finansielle tjenesteydelser og i andre aftaler, hvor det er relevant. Det har byrådet besluttet på mødet den 7. november 2016.

Randers Kommune indfører et nyt krav til virksomheder, der ønsker at løse opgaver for kommunen. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 7. november.

Fremover skal virksomhederne nemlig på tro og love erklære, at de ikke er dømt for skatteunddragelse eller medvirken hertil, når de sender tilbud på en opgave, som kommunen har sendt i udbud.

Kravet vil gælde for virksomheder, der ønsker at levere finansielle tjenesteydelser til Randers Kommune, ligesom det vil gælde for øvrige udbud og tilbudsindhentninger, hvor det er relevant.

I forvejen stiller Randers Kommune en række krav til virksomheder, der ønsker at løse opgaver for kommunen. Eksempelvis krav om, at virksomhederne ikke må have stor gæld til det offentlige eller have medvirket til hvidvaskning af penge.

Tidligere har Randers Kommune ikke direkte stillet krav om, at virksomhederne ikke må være dømt for skattesnyd eller medvirken til dette. Kravet er dog stillet i forbindelse med, at kommunen netop har hentet tilbud på de kommunale bankforretninger for 2017-2020.

Skattekrav gælder i hele kontraktperioden

Spørgsmålet om skattesnyd har blandt andet været til debat som følge af den såkaldte Panamasag, hvor personer og virksomheder over hele verden er under mistanke for at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne. Med indførelsen af de nye skattekrav i Randers er forhåbningen, at kommunen undgår handel med virksomheder, der er dømt for at snyde i skat eller for medvirken til skattesnyd.

Randers Kommunes skattekrav til virksomhederne vil komme til at gælde i hele kontraktperioden. Det vil sige, at Randers Kommune kan opsige kontrakten, hvis en virksomhed bliver dømt for skattesnyd midt i en kontraktperiode.

Kommentarer