Samfund

Randers har stadig en spinkel mulighed for at få politiskolen

I Randers håber borgmester Claus Omann Jensen, at man stadig er med i kapløbet om en ny politiskole. Foto: Randers Kommune

Umiddelbart ser det ikke ud til, at Randers længere er med i kampen om en ny politiskole. Det står klart, efter der torsdag blev sendt et notat ud til 32 kommuner, der alle har budt ind med eksisterende bygninger, der kunne rumme en politiskole. Det skriver tv2oj.dk.

Af notatet fremgår det, at Rigspolitiet i alt har vurderet 45 eksisterende bygninger. På baggrund heraf har de forhåndsgodkendt otte bygninger fordelt i syv jyske kommuner, der nu skal tages med i de kommende overvejelser om placeringen af uddannelsen.

Og Randers er ikke med i den pulje. De kommuner, der stadig er i kapløbet om at huse den nye politiskole, er Skanderborg, Ikast-Brande, Frederikshavn, Haderslev, Holstebro, Skanderborg, Sønderborg og Vejle kommuner. Men om én af disse kommuner i sidste ende vinder politiskolen er stadig usikkert.

Beslutning er udskudt til efter sommerferien

Det er nemlig fortsat muligt, at det i stedet bliver besluttet, at der skal bygges nyt. Derfor er afgørelsen om, hvor politiskolen skal ligge, nu udskudt til efter sommer.

Dette efterlader en spinkel mulighed for Randers, som allerede har tilbudt Rigspolitiet at bygge en helt ny politiskole – enten i Paderup, tæt på motorvejen, hvor man i forvejen har store planer om nybyggeri i de kommende år. Eller alternativt inde i byen på den gamle slagterigrund mellem Århusvej og Grenåvej.

I sidste uge meddelte Søren Pind, at man udskød beslutningen om politiskolens placering i Vestdanmark. Da sagde han, at man ville foretrække nybyggeri, når det kom til at udvælge en placering af uddannelsen. En udmelding taler til Randers Kommunes fordel, og borgmester Claus Omann Jensen er da også fortrøstningsfuld.

“Vi er stadig med, når det gælder grunde til nybyggeri” (…) “Det vil vi fortsat kæmpe for. Vi bliver ved med at fastholde vores interesse”, har han udtalt til amtsavisen.dk

Kommentarer