Randers By

Randers bibliotek vært ved quizzen ‘Danmarks klogeste klasse’

600 6. klasser dyster i år om titlen ‘Danmarks klogeste klasse’ i den store vidensquiz ‘Smart Parat Svar’.

Den 7. december indledes den nervepirrende kamp, når kommunens 6. klasser mødes på Randers Bibliotek i jagten på den eftertragtede titel ‘Danmarks klogeste Klasse’. 6. klasserne i Randers kommune har igen i år mulighed for at vise, at de har styr på forskellige emner som historie, film, natur & teknik og eventyr.

Den landsdækkende videns- og læsequiz ‘Smart Parat Svar’ udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde. I den lokale runde dyster ti klasser med hver deres hold på fem elever, men kun én klasse vil blive kåret som vinder og dermed gå videre til den regionale runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser.

Den regionale runde finder ligeledes sted på Randers Bibliotek 11. januar. Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kroner udspiller sig den 8. februar i Magasinet i Odense, og igen i går afholdes finalen i samarbejde med alle otte TV2-regioner.

Fakta om Smart Parat Svar

Smart Parat Svar er en læse- og vidensquiz, der har eksisteret siden 2005. Konkurrencen har til hensigt at styrke elevernes lyst til at læse ved at sætte fokus på samarbejde og almen dannelse. Quizzen tager udgangspunkt i et bredt udsnit af skøn- og faglitteratur og hylder bogorme, læseheste og klogeåger – og viser, at det er sejt at være klog!

Smart Parat Svar eksisterer også som gratis app, som kan downloades til iOS. App’en har lige fået en ny funktion – nu kan man udfordre sine venner til et spil. Smart Parat Svar er udviklet af Gentofte Bibliotekerne og er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og de 8 TV2-regioner.

Kommentarer