Debat og politik

Randers – den bedste by for verden!

Debatindlæg af Frederik Glerup Christensen, Alternativet Randers

Noget nyt er på vej, og forandringens vinder blæser i disse tider ind over Randers Kommune! Mange forskellige partier og lister stiller op til kommunalvalget, og det er fantastisk med en mangfoldig politisk scene, hvor mange holdninger og følelser er repræsenteret. Alternativet Randers er et af de partier, og vi ruller nu vores valgfest ud under sloganet:
’Randers – den bedste by for verden!’

Det gør vi, fordi vi ved, at Randers Kommune har potentialet til at være et fyrtårn (ikke bare for Danmark), men for hele verden. Forandring starter med os selv, og derfor skal vi være den forandring, vi gerne vil se i verden. Vi ved dog, at forandring sker i med- og samspil med andre, og derfor er det vigtigt at få alle aktører med!

Randers Kommune er en hjælpsom kommune, der ligger inde med en guldgrube af frivillige ressourcer – vores borgere har faktisk lyst til at gøre en forskel lokalt, hvor de er. Det er nogle ressourcer vi virkelig skal værdsætte og værne om, fordi udviklingen i vores samfund først og fremmest er baseret på mennesker, der vil noget andet. Det så vi for eksempel med en gruppe borgere, der ikke ville se kommunen dækket til med skrald – og derfor lagde man frivillige ressourcer i, til glæde og gavn for alle kommunens borgere og dens gæster. Uden de frivillige kræfter vil Randers Kommune miste en hel del af sin styrke.

Om end man kommer meget, meget langt med de frivilliges hjælp, så gør det det ikke alene! Der kræves en fleksibel og innovativ offentlig sektor, hvor hverdagens eksperter har lov til at udføre deres ekspertise – til glæde og gavn for alle kommunens borgere.

Tænk sig, hvis Randers Kommune kunne blive et nationalt og et globalt fyrtårn for tillid! Tænk sig, hvis hele kommunen (fra politikere og ledere til ansatte i kernevelfærden) kunne emme af tillid og respekt for hinandens arbejde. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre! Med et lille skvæt mod til at se tingene anderledes og slippe de kontrollerende tøjler kan vi skabe en kommune, der er fleksibel, effektiv og rar!

Randers Kommune kan være den bedste by for verden, hvis vi arbejder sammen henimod nogle centrale mål. Hvis alle borgere, der har lyst, kan involvere sig i den politiske proces, får vi skabt en kommune, hvor alle kan blive hørt. Selvbestemmelse, medbestemmelse og nærdemokrati er grundstenene i Alternativet Randers, og det vil vi kæmpe for – nu og i fremtiden.

Vil du være med til at gøre Randers til den bedste by for verden? Så kom med dine gode idéer, fortæl os om dit projekt eller kan vi måske udrette noget sammen? Skriv gerne til Randers@alternativet.dk!

Kommentarer