Fårup

Protester over lukning af den lokale sparekasse i Fårup

Områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, Jens Brix (tv), modtag mandag i sidste uge protestunderskrifter fra lokale borgere mod lukningen af den lokale filial. Keld Pedersen har taget initiativ til indsamlingen, som borgerforeningens formand, Rosa Lykke Yde, bakkede op med en digital indsamling. Godt 300 underskrifter blev det til. Foto: Gitte Hagsholm

Sparekassen Kronjylland lukker afdelingen i Fårup. Beslutningen begrundes med, at afdelingens direktør gennem 24 år, Frank Jensen, har søgt nye udfordringer, og at man ikke tror på, at det er muligt at tiltrække en ny, kvalificeret leder til den lokale sparekasse. Det har vakt vrede i Fårup, hvor lokale borgere har indsamlet godt 300 protestunderskrifter, som blev afleveret til områdedirektør, Jens Brix, mandag i sidste uge.

Sidste mandag troppede pensioneret overlærer, Keld Pedersen, og formand for borgerforeningen, Rosa Lykke Yde, op i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Fårup for at overrække godt 300 underskrifter, som lokale borgere har samlet ind i protest over beslutningen om at lukke den lokale lokale sparekassefilial.

Det var Keld Pedersen, som tog initiativet til underskriftsindsamlingen ved den lokale Spar Købmand.

– Jeg blev sur og ked af det, da jeg hørte om lukningen. Det er et helt forkert signal at sende til et velfungerende lokalsamfund, som har bakket sparekassen op i mange år. Det er ren kassetænkning, og man kærer sig ikke om byens ve og vel, siger han til Landsbyerne.

– Vi mister virkelig noget, der er vigtigt for vores by, supplerer Rosa Lykke Yde, som lagde underskriftsindsamlingen på facebook.

Hun er særligt bekymret for de ældre i byen, der ikke er så mobile. Med lukningen af den lokale filial forsvinder nemlig også hæveautomaten, som især de ældre borgere, der ikke er på digitale medier, benytter sig af.

I løbet af en god uges tid havde Keld Pedersen og Rosa Lykke Yde tilsammen indsamlet godt 300 underskrifter, som mandag i sidste uge blev overleveret til områdedirektør Jens Brix i den lokale sparekasse.

Beslutningen er taget

Jens Brix anerkender den lokale frustration over lukningen, men fastslår, at beslutningen er endegyldig.

– Vi er byens sidste pengeinstitut, og vi føler os i høj grad som en del af Fårup. Det er vi meget bevidste om, men vi er også nødt til at sikre, at vores kunder til stadighed kan få den bedst mulige personlige rådgivning. Vi skulle tiltrække en topkvalificeret afdelingsdirektør, der kunne stå i spidsen for det, som Frank har gjort det i mange år. Og det tror vi simpelthen ikke på kan lade sig gøre, siger Jens Brix blandt andet med henvisning til afdelingen i Ørsted, der måtte lukke i 2019.

Den præmis køber Keld Pedersen imidlertid ikke.

– Vi har en stor skole med 30 lærere, hvor de fleste bor alle mulige andre steder end i Fårup. Vi har en stor, flot dagligvarebutik, og købmanden her bor i Ørum i Viborg Kommune. Vi har et velfungerende lægehus, hvor læger og sygeplejersker komme mange steder fra, og vi har masser af virksomheder, der også har medarbejdere, der kommer udefra. Jeg nægter simpelthen at tro på, at der ikke findes en ung, ambitiøs bankmand, som kunne se karrieremuligheder i at blive afdelingsdirektør i en god og velfungerende filial her i Fårup, siger han.

Rosa Lykke Yde supplerer:

– Vi har jo netop rigtigt mange virksomheder i lokalområdet, som i mange år har været trofaste kunder, og som er glade for, at vi har et lokalt pengeinstitut, og det burde man også have med i sine betragtninger.

”I hænger Frank ud”

Keld Pedersen anklager også Sparekassen for at gøre Frank Jensen til syndebuk i beslutningen om at lukke afdelingen i Fårup.

– Vi ved ikke, hvorfor Frank har søgt væk, men I bruger hans valg som begrundelse til at lukke afdelingen i Fårup, og det er ikke i orden. Frank har i alle årene været meget vellidt blandt kunderne, så det kan I simpelthen ikke være bekendt, lyder det fra Keld Pedersen.

Den kritik afviser Jens Brix.

– Det er ganske enkelt en beslutning truffet ud fra overvejelser om, hvordan vi bedst kan vedblive med at tilbyde vores kunder den mest kvalificerede service, og det er vores vurdering, at det sker bedst med at samle eksperticen i afdelingerne i Spentrup og Randers, lyder meldingen.

Jens Brix understreger, at man vil fortsætte med at støtte lokalsamfundet gennem fondsmidler og donationer.

Afdelingens seks medarbejdere bliver fordelt med tre i Spentrup og tre i Sparekassens afdeling på Mariagervej i Randers.

Kommentarer