Samfund

Populært opkvalificeringsforløb starter for fjerde gang i Randers

For fjerde gang skaber et samarbejde mellem Jobcentrene i Randers og Mariagerfjord samt Tradium i Randers, 3F, Dansk Metal og virksomhederne i Randers og Mariagerfjord et populært og succesfuldt opkvalificeringsforløb, der årligt sikrer knap 25 ledige jobkandidater en uddannelse og et job i industrien, der i fremtiden vil komme til at mangle 25.000 faglærte.

Med det fjerde opkvalificeringsforløb til industrioperatør er knap 100 ledige jobkandidater sikret en fremtid inden for industrien, der mangler faglært arbejdskraft nu og i fremtiden. Samtidigt er ufaglærte industrimedarbejdere, ansat i de deltagende virksomheder, ligeledes blevet uddannet til industrioperatører, hvilket giver virksomhedernes medarbejdere de rette kompetencer til fortsat at arbejde i fremtidens industri.

Der mangler stadig hænder i branchen
– Der er en del industrivirksomheder i Randers, som står overfor at komme til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden. Vi har siden vores opstart i 2015 været i dialog med erhvervslivet omkring blandt andet dette og derfor er det oplagt for os at fortsætte med at skabe uddannelsesforløb i samarbejde med industri-virksomhederne, der til gengæld byder ind med lærepladser og job til de ledige jobkandidater, der bliver udvalgt til at deltage i forløbet.” Siger chef for Jobcenter Randers Erhverv, Tine Arensbach og forsætter: ”vihar en høj succesrate efter endt forløb på 85%, og det fortæller mig, at der er grund til at forsætte med dette forløb. Der er stadig rift om faglært arbejdskraft i den randrusianske industrisektor. På sigt er det også en god branche at uddanne sig indenfor, da vi jo ser ind i en fremtid i industrien, der på landsplan vil komme til at mangle 25.000 faglærte.

Forløbet præparerer jobkandidater til en læreplads
Opkvalificeringsforløbet er sammensat af lige dele AMU-kurser og lige dele praktisk læring på en virksomhed. Forløbet tager alt i alt to måneder, og formålet med forløbet er at klæde ledige jobkandidater på til at kunne blive ansat som voksenlærling i en af de tilmeldte virksomheder. Når virksomhederne tilmelder sig forløbet stiller de derved ikke kun en praktisk træningsbane til rådighed i de to måneder forløbet varer, de har samtidigt forpligtet sig til at tage et uddannelsesansvar efterfølgende.

Informationsmøde forud
Onsdag den 16. september fra 09.00-12.00 bliver der holdt et informationsmøde på Tradium, Minervavej 57, 8960 Randers SØ. Er du ledig og interesseret i at høre mere på informationsmødet, så kan du kontakte din jobkonsulent eller din sagsbehandler på Jobcentret, og få en snak om dine muligheder for deltagelse.

Kommentarer