Randers by

Politijagt på E45 efter bil med trailer

En mand i narkopåvirket tilstand forsøgte at flygte fra politiet i en afmeldt bil med stjålet trailer. Flere politivogne satte efter manden, der blandt andet blev anholdt for næsten at køre en politimand ned. 

Det førte til politijagt, da en patrulje i nat klokken 01.51 blev opmærksom på en bil med trailer, der kørte nordpå på den Nordjyske motorvej ved Randers.

Politiets patruljebil kunne konstatere, at traileren var meldt stjålet, og at bilen var afmeldt. Derfor forsøgte de at standse bilen og tale med føreren, men da patruljen tændte udrykningen accelererede bilen og forsøgte at køre fra patruljen.

Flere patruljer  blev sendt til stedet og jagten forsatte med høj hastighed fra afkørsel 38 – Purhus ad Vestergade i Fårup. Patruljerne fik først standset bilen på Baunehøjvej i Randers.

Føreren af bilen, en 34-årig mand fra Randers, blev anholdt og taget med på politigården. Manden er blandt andet blevet sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, for straffelovens § 252 – ved næsten at køre en politimand ned i forbindelse med standsning af bilen, for narkokørsel og for brugstyveri af trailer. Han vil blive løsladt efter endt afhøring.

Kommentarer