Debatindlæg af Pernille Heibøll Sørensen, Byrådskandidat for Velfærdslisten

Så er vi blevet præsenteret for endnu et sparekatalog på skoleområdet – “Udviklingsplan for specialundervisningsområdet”. Og igen må man spørge sig selv om, hvem der egentlig har tænkt tanker på vegne af dem, som det hele handler om – nemlig børnene?

For det fremgår umiddelbart ikke af planen, at der skulle være tænkt andre tanker end at flere børn skal “normaliseres”, eller inkluderes, som det hedder i dag. Børnene har ikke ændret sig, men kravene til, hvad de skal rumme og præstere er vokset. Det hænger ikke sammen.

Lad os dvæle lidt med inklusionsbegrebet. Der findes to definitioner. Den ene er skabt af de voksne, som sidder bag et skrivebord og udregner, hvad et godt liv er på bundlinjen. At børn er inkluderede på et stykke papir, og så kan vi alle drage et lettelsens suk og sætte flueben – tjek! I bedste fald er intentionerne gode, men uden hold i pædagogisk faglighed. Så er der børneperspektivet. Et barn er inkluderet, når det FØLER sig inkluderet. Ikke et sekund før. Når barnet føler sig som en del af et inkluderende fællesskab, kan vi sætte flueben, vel vidende at vi fortsat skal passe godt på barnet. Og hvem skal så vurdere, hvordan et barn bedst kommer til at at føle sig som en del af et inkluderende fællesskab. Det skal forældrene i samarbejde med skolen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Og til de som ikke kender det system, kommer her et Indblik:

Et barn som har svært ved at komme i trivsel i den almene folkeskole af den ene eller den anden årsag, skal igennem et tungt, tungt system, før det træder over dørtærsklen til en specialskole. Først skal eleven afprøves i forskellige pædagogiske tiltag på den enkelte skole. Skolerne vil nemlig rigtig gerne løse opgaven selv, både for at skabe mindst mulig indgriben for barnet, men bestemt også fordi det er meget omkostningsfuldt økonomisk at sende et barn på specialskole. Ofte kommer barnet gennem en udredning på PPR. Måske har der været en timetalsreduktion undervejs for at se, om det kan hjælpe barnet. Og når beslutningen om et skoleskift er taget, skal der også lige være en plads at få. For langt de fleste børn tager processen 1-3 år med mange nederlag og dårlige oplevelser undervejs. Konsekvenserne er store: skolevægring, angst, depression og stress. Meget alvorlige konsekvenser for et barn. Det er helt indlysende. Samtidigt tærer det på de andre elever i klassen, på forældrene og på Lærerne/pædagogerne, og barnet bliver “forklaringen” på uro og konflikter i en klasse.

Folkeskolen – herunder specialskoler/klasser – arbejder altid med det for øje at få barnet tilbage til den almene folkeskole. Det sker allerede! Der sidder kompetente medarbejdere, som vurderer barnets behov, hvorefter andre kompetente medarbejdere tager over, og sikrer at barnet altid får den mest optimale støtte. Betyder det, at alt er perfekt? Nej, for området er allerede så udsultet, at byrådsflertallet kan være helt sikre på, at der kun bruges den allermest nødvendige indsats. Der kunne gøres så meget andet. Bl.a kunne den tidligere indsats være langt bedre. Men vi kan ikke trylle flere “inkluderende” børn frem, blot fordi det nu står skrevet sort på hvidt og pladserne forsvinder.

Det er ikke en badebillet at komme på specialskole. Det er hårdt arbejde for alle – men mest for barnet. Spareplanen får konsekvenser! For børnene i special- og almenskolen, for forældrene, for personalet, alle bliver påvirket. Hvis vi skal gøre noget godt for folkeskolen, så holder vi nallerne fra skolernes pengekasse og normering som det mindste. Og vil vi lykkes, putter vi flere penge i! På den måde sparer vi penge på sigt, fordi vi sikrer eleverne en godt, trygt og lærende børneliv.

Så kære byråd! Tænkt tænk jer grundigt om, før I trykker på Ja-knappen. Der er børneliv på spil.