Purhus

PIF tog tilbage til DM i foreningsudvikling

DM konference oplæg om gå-hold i Purhus IF

Lørdag den 30. september blev endnu en af DGIs DM i foreningsudviklingskonferencer afholdt. Et nyt DM i foreningsudvikling skulle skydes i gang og det forgangne skulle fejres. Det var til denne konference at Purhus Idrætsforening fik fornøjelsen af at deltage og mindes afslutningen i 2016, hvor de var med og vandt.

Purhus Idrætsforening var blevet spurgt om de ville komme og holde et oplæg om deres gå-hold. Hvilket foreningen selvfølgeligvis takkede ja til. Denne invitation gav også PIF grund til reflektering over vores udviklingsforløb med DM i foreningsudvikling og bestemt også vores arbejde med gå-hold.

Læs også artiklen: ‘Purhus IF er danmarksmestre i foreningsudvikling’

Purhus Idrætsforening da de vandt DM i foreningsudvikling 2016.

Som en del af PIFs DM i foreningsudviklingsproces kiggede foreningen på hvilke målgrupper vores aktiviteter ramte, hvilke forskellige slags aktiviteter de havde, samt om de var fordelt pænt hen over hele året. Foreningen havde et mål om at ramme bredt hele året, men konstaterede at aktivitetsniveauet blandt voksne henover foråret gik lidt i stå.

Da der tidligere var forsøgt med at forlænge den indendørssæson helt til sommerferien uden succes, konstaterede PIF at det måtte være nye udendørs aktiviteter der skulle på banen. I foråret 2016 oprettede PIF gratis gå-hold i foreningen. Tanken var at forlænge sæsonen hen over foråret og at få nye borgere til at stifte bekendtskab med foreningen og dens arbejde.

Foreningen var fast besluttet på at tilbuddet skulle være fleksibelt og skulle kunne rumme borgere på forskellige aktivitetsniveauer. Foreningen ville tage et socialt ansvar overfor lokalsamfundet og forsøge med gå-holdene at få aktiveret nogle nye borgere, som måske på sigt at blive en del af foreningens øvrige tilbud.

Man skal kunne gå – før man kan løbe

En af foreningens tanker bag gå-holdene var ligeledes drømmen om et løbehold. Foreningen havde på daværende tidspunkt ikke resurserne og viden til at drive et løbehold, og valgte derfor at arbejde ud fra tanken: ”Man skal kunne gå – før man kan løbe.” Gå-holdene blev startskuddet på at få nogle voksne i gang med at motionere i den friske luft, hvor der langsomt blev opbygget flere og flere kilometer i benene.

Det følgende år lykkes det PIF at finde et par motiverede frivillige, som brændte for løb. Disse frivillige blev uddannet løbeinstruktører og foreningen fik i foråret 2017 realiseret målet om at få et løbehold. Mange af deltagerne fra gå-holdene flyttede til løbeholdet, og blev dermed en endnu større del af foreningen og dets tilbud.

Nu har foreningen to uforpligtende selvkørende gå-hold, som hygger sig med at gåture rundt i lokalområdet. Løbeholdet har løbet siden foråret 2017, både i lokalområdet, til forskellige løb og flere gange i Fussingøskoven.

Holdene har været med til, at PIF nu har nået målet om at have en sæson hvor der er mulighed for at holde sig i gang hele året. Et mål, som foreningen måske ikke ville have nået – uden DM i foreningsudvikling.

Kommentarer