Randers By

Peter Brown: Mere frihed og selvbestemmelse til skoler

Arkivfoto

Debatindlæg af Peter Brown, Byrådskandidat, Liberal Alliance Randers.

Det lokalpolitiske landskabs helt store slagmark efterlader et skoleområde, der henover de senere år har været igennem en større omvæltning, hvis efterdønninger vi stadig mærker og derfor må forholde os til.

Hvor det kan vise sig umuligt at genskabe tidligere tiders tilstande, kan vi som minimum forbedre måden, hvorpå vi tillader de ansatte at agere, i en verden der evig og altid er til debat, og som er under konstant forandring for at kunne følge med tiden og tilpasse sig samfundets sammensætning.

Helt grundlæggende mener vi i Liberal Alliance Randers, at Folkeskolen skal sættes mere fri, fordi frihed og selvforvaltning giver plads til, at skoleledelsen og lærerne bruger ressourcerne på faglighed frem for kontrol, hvilket i sidste ende betyder dygtigere og klogere elever, der er godt rustet til livet efter folkeskolen.

Frihed under ansvar

Ved at flytte beslutningerne om folkeskolen væk fra byrådet og ud til folkeskolerne, skaber vi rammerne for et bedre læringsmiljø, hvor der er plads til faglighed, forskellighed og frihed. På den måde kan både elever, forældre og lærere få mere for pengene.

Med mere frihed følger der også et større ansvar for at opnå resultater. Det betyder større handlefrihed for den enkelte skole. Skolelederne og skolebestyrelserne skal have mulighed for selv at tilrettelægge undervisningen inden for de givne økonomiske rammer.

Jeg må her til tilføje, at jeg selv har præsteret markant bedre i jobs, hvor jeg har haft frihed under ansvar. Således er jeg overbevist om, det også er det rette miljø for skolelærere og deres ledere.

Ydermere bør forældrebestyrelserne gives kompetence til at afskedige en skoleleder, der ikke løser sin opgave, ligesom selv samme skoleleder skal have frihed til ansætte og afskedige lærere for at kunne sammensætte sit foretrukne hold (i dag er det formelt kommunen, der har ansvar for dette). Denne model bruges på stort set alle andre arbejdspladser og kan også fungere i skolesystemet.

Sidst men ikke mindst bør privat- og friskolerne (ligesom folkeskolerne) have de bedste vilkår, vi kan give dem. I Randers har vi over de seneste år set, at pladserne på byens friskoler bliver revet væk.

Godt hjulpet af Liberal Alliance er den kommunale koblingsprocent for forældrene med børn i privat og friskoler hævet fra 71 til 75 procent (og bør komme højere op!). Derfor er det nu billigere for forældre
at sende deres børn i privat- og friskoler.

Som forælder til et skolebarn har jeg selv været i løbende berøring med både privat- og folkeskoler og ved således, at der ikke er én type skole, der passer til alle familier. Frie valgmuligheder afspejler det øvrige samfund, og konkurrencen blandt aktørerne vil skærpe deres tilbud til borgenes gavn. Uanset hvordan landskabet ser ud, i årene der kommer, vil disse forslag sikre et mere fleksibelt skoleområde i Randers.

Kommentarer