Debat og politik

Oversvømmede daghaver drænes

Randers Byråd har besluttet at bevilge 200.000 kroner til bedre dræningsforhold for nyetablerede daghaver i Blommehaven.

Et problem med oversvømmelser i nyetablerede daghaver i Blommehaven skal løses, har Randers Byråd besluttet. På mødet den 25. marts 2019 har byrådet således afsat 200.000 kroner til at forbedre dræningsforholdene i haverne, som Pensionisthaveforeningen bruger.

Daghaverne lå tidligere i Kærsmindeparken, men i forbindelse med nedrivningen af Kærsmindebadet og planerne om et nyt boligområde, blev det besluttet at flytte haverne til den ny placering på Blommevej.

Jordforhold forbedret
Her har Randers Kommune arbejdet på at forbedre jordforholdene, og i løbet af efteråret har det vist sig, at dræningsforholdene ikke er optimale. Flere gange har haverne været oversvømmede, og forvaltningen har derfor foreslået at etablere faskiner. Her bliver et relativt tykt lag af den lerholdige jord erstattet med grus og stenmateriale, så overfladevandet lettere kan nedsive.

I alt har byrådet afsat 732.000 til etablering af haverne og et fælleshus. De ekstra udgifter til et nyt drænsystem bliver finansieret af midler, der var afsat til nedrivning af Kærsmindebadet. Denne nedrivning viste sig nemlig at være billigere end forventet.

Med byrådets beslutning forventer forvaltningen, at haverne og fælleshuset er færdige og klar til brug i nær fremtid.

Kommentarer