Samfund

Østjyske kommuner fremmer erhvervsvenlighed

Det bliver fremover lettere for mindre og mellemstore virksomheder at byde ind på arbejdsopgaver for kommunerne i Østjylland. De 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus er blevet enige om, at virksomhederne først skal stille økonomisk sikkerhed for en opgave, når entreprisesummen overstiger en million kroner. 

I sommeren 2016 blev borgmestrene for de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus enige om, at de ville arbejde for en østjysk harmonisering af krav om sikkerhedsstillelse. Samtlige kommuner i byregionen har nu vedtaget forslaget.

– Det kommer alle østjyske virksomheder til gode – uanset virksomhedens størrelse. Det er en tidskrævende og dyr proces at stille økonomisk sikkerhed for opgaver, og for mindre virksomheder har det også haft betydning for, om de overhovedet kunne byde på en opgave, siger Klaus Jacobsen, direktør for murerfirmaet Rasmus Jacobsen i Grenaa.

Den politiske styregruppe i Business Region Aarhus er glade for, at anbefalingerne om at hæve niveauet for sikkerhedsstillelse, nu kan omsættes i praksis.

– Beslutningen er en tillidserklæring til de mindre og mellemstore virksomheder, og det viser, at det politiske samarbejde i byregionen skaber resultater og øger erhvervsvenligheden i Østjylland, siger Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune og medlem af den politiske styregruppe for Business Region Aarhus.

Initiativet er udviklet efter dialog med Dansk Byggeri.

– Det sender et stærkt signal om, at østjyske kommuner forstår, hvad der er vigtigt for virksomheder. Det betyder mindre papirarbejde for lokale håndværksvirksomheder og frigør tid til at skabe værdi. Jeg håber, at andre business regioner vil følge eksemplet. Når erhvervsvenlige tiltag sker i hele vores landsdel, sender det et signal, der fortæller om en gennemgående politisk beslutsomhed, siger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

Fakta om sikkerhedsstillelse

  • Entreprenører på anlægsprojekter skal stille en sikkerhed (eller en garanti), som kan komme til udbetaling, hvis entreprenøren ikke færdiggør arbejdet.
  • Udgangspunktet er oftest, at entreprenøren stiller en sikkerhed, der svarer til 15 pct. af entreprisesummen, når entreprisesummen er af en vis størrelse.
  • Det er oftest bankerne, der stiller sikkerhed for en opgave. Det er en kostbar og tidskrævende proces for virksomhederne, fordi en sikkerhedsstillelse altid medfører papirarbejde og gebyrer på samme måde, som hvis man optager et lån eller tegner en forsikring som privatperson.
  • Beløbsgrænsen har indtil nu varieret fra kommune til kommune i Business Region Aarhus fra 200.000 kr. til 1.000.000 kr.
  • Nu er beløbsgrænsen for sikkerhedsstillelse 1.000.000 kr. i samtlige kommuner i Business Region Aarhus; hhv. Favrskov, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs, Viborg og Aarhus Kommune.

Kommentarer