Samfund

Nyt korps klar til at hjælpe kommuner med udsatte børn

Kommunen kan nu søge om hjælp hos praksiskonsulenter til at rådgive institutioner om udsatte børn. Modelfoto

Pædagogiske praksiskonsulenter skal rådgive børnehaver, vuggestuer og dagplejere om, hvordan de bedst støtter udviklingen hos udsatte børn.

Landets kommuner kan nu søge om hjælp hos et nyt korps af praksiskonsulenter, hvis de har brug for en hjælpende og vejledende hånd til at give udsatte børn en bedre start på livet.

Det nye konsulentkorps består af erfarne pædagoger, ledere og pædagogiske konsulenter, som tilbyder etårige rådgivnings- og vejledningsforløb samt miniforløb af 10 timers varighed til børnehaver, vuggestuer og dagplejere.

– Vi ved, at det gør en markant positiv forskel for børn i udsatte positioner at gå i dagtilbud af høj kvalitet. I sidste ende giver det dem flere muligheder i livet. Derfor er der så stort potentiale i at rådgive lederne og personalet i vores børnehaver, vuggestuer og dagplejer om, hvordan de løfter de børn, der har brug for en ekstra hånd, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Der er afsat 23 millioner kroner til korpset, der ventes at nå ud til mindst 25 kommuner. Det første forløb går i gang i august 2017. Derefter tilbydes nye forløb hvert halve år til og med 2019.

Kommentarer