Debat og politik

Nyt formandskab i Randers Fælleselevråd

Randers Fælleselevråds nye formandskab. Fra venstre ses kasserer Asta Marie Bang, formand Frederikke Qvortrup, næstformand Laura Poulsen og sekretær Lea Pedersen.

Randers Fælleselevråd har netop valgt et nyt formandskab, der vil kæmpe for et endnu bedre skoleliv for alle elever i folkeskolen i Randers. Elevrådsrepræsentanter fra 20 skoler var onsdag inviteret til årets første møde i Arena Randers, hvor de blev introduceret til fælleselevrådets arbejde og valgte et nyt formandskab.

Som ny formand valgte fælleselevrådet den nu forhenværende sekretær i elevrådet, Frederikke Qvortrup fra Blicherskolen.

– Jeg synes, det er fedt, at være med til at gøre en forskel. Ændre noget til det bedre. Og så glæder jeg mig til at kunne gøre de opgaver færdige, som Corona satte en stopper for – lød det blandt andet i Frederikkes motivation til at stille op til formandsposten.

Randers Kommune blev i 2019 kåret til Danmarks mest elevvenlige kommune. En pris der blandt andet blev tildelt på baggrund af fælleselevrådets store arbejde.

Stor opbakning til de unge
At fælleselevrådets arbejde bliver værdsat fik elevrådsrepræsentanterne da også at vide, da formanden for Skole- og uddannelsesudvalget Steen Bundgaard holdt tale for elevrådsrepræsentanterne. Han havde en klar opfordring til det nye formandskab:

– Det er her, I begynder jeres indflydelse. I har den indflydelse, I vil have. Gennem skolebestyrelsen og gennem jeres kontaktlærer. I har muligheden for indflydelse, og I skal gribe den – på skolen og i forhold til det politiske udvalg. I er med. Der bliver lyttet til jer – lød det blandt andet fra udvalgsformanden.

Et aktivt elevdemokrati
Randers Fælleselevråd blev startet i 2016 for at styrke elevdemokratiet i Randers Kommune. Siden da har skiftende fælleselevråd arbejdet for at forbedre skolelivet for byens ca. 8.000 folkeskoleelever – blandt andet ved at sørge for at elevernes ønsker bliver hørt i den politiske proces.

Formandskabet i Randers Fælleselevråd består af fire folkeskoleelever fra 6.-10 klasse. Frederikke Qvortrup udgør nu formandskabet sammen med næstformand Laura Poulsen fra Tirsdalens Skole, sekretær Lea Pedersen fra Kristrup Skole og kasserer Asta Marie Bang fra Hornbæk Skole. Det nye formandskab er valgt frem til skoleårets udgang.

Herudover valgtes Matilde Isabella Thestrup fra Langå Skole til at deltage i uddannelsessamarbejdet med ungdomsuddannelserne og Lærke Marie Sindal fra Hornbæk Skole til at deltage i skolerådsmøderne. Til møderne vil der også være en deltager fra formandskabet, så man altid er to afsted sammen. De to pladser fordeles på første møde i formandskabet.

Randers Fælleselevråd mødes 8 gange om året. Der tages afsæt i en dagsorden, som er udarbejdet af formandskabet for Randers Fælleselevråd.

Da Randers Fælleselevråd blev etableret i 2016, blev vedtægterne udarbejdet i samarbejde mellem elever fra folkeskolerne i Randers, Børn & Skole forvaltningen og Danske Skoleelever.
Formålet med fælleselevrådet var at skabe et platform hvor elevernes holdninger kunne komme til udtryk, og som samtidig kunne sætte aftryk ift. at skabe et bedre skoleliv for alle elever i folkeskolen i Randers.

Randers Fælleselevråd varetages af en konsulent fra Børn & Skole forvaltningen samt en medarbejder fra Randers Ungdomsskole, som har til opgave at støtte og facilitere eleverne.

Kommentarer