Fårup

Den nye sognepræst: Jeg er en havetosse

Den nye sognepræst flytter med familien fra lejligheden i Søren Møllers Gade i Randers til præsteboligen Nørbæk.

Den nye sognepræst i Nørbæk-Sønderbæk-Læsten-Fårup hedder Anne Regitze Skou Nieling. Hun er 46 år, Cand. Theol., og er opvokset i Høruphav på Als.

”Jeg ser frem til at lære mine sognebørn at kende, og håber, at de bakker op om de tiltag, som jeg kommer med, siger hun.

Det er en højt-kvalificeret kvinde, der flytter ind i præsteboligen i Nørbæk. Hun begyndte at studere teologi i Aarhus i 1992, og blev teolog i 2000. Undervejs i studiet fik Anne Regitze Nieling et stipendiat til at studere i universitetsbyen Tübingen syd for Stuttgart. Her skrev hun sin afhandling, som efterfølgende blev honoreret med en guldmedalje. Hun har undervist i hebraisk på universitetet i Tübingen og i Aarhus.

”Efter jeg havde mødt min mand i Tyskland, og vi havde fået tvillingerne, besluttede vi os efter ti år at vende tilbage til Danmark. Jeg gik på pastoralseminariet i 2007, og har arbejdet som præst siden 2008,” siger hun.

Anne Regitze Skou Nieling har ikke helt droppet den akademiske karriere. Hun har en sidebeskæftigelse for Det Danske Bibelselskab, hvor hun oversætter Det Gamle Testamente fra hebræisk til dansk, så mennesker i alle aldre kan læse med.

Ser frem til tæt kontakt med sognebørn

Den nye sognepræst er gift med forskningsarkæolog Jens Nieling. Sammen har de tvillingerne Vibeke og Tine på 10 år samt lillebroderen Niels Ulrik på fem år. I 2007 flyttede familien til Skødstrup ved Aarhus, hvor Anne Regitze Nieling er ordineret præst i Aarhus Domkirke den 9. september 2008. Siden har hun arbejdet som præst i Grenaa, i Løgstør-Aggersborg Pastoratet og senest bestridt flere vikariater i Aalborg – herunder en kort periode i Aalborg Domkirke. I tre år har familien boet i en lejlighed på Søren Møllers Gade i Randers, men nu glæder familien sig til at flytte ud i præsteboligen i Nørbæk, hvad de får masser af plads omkring sig.

”Jeg er en havetosse. Jeg er vokset op med skoven i haven og markerne rundt om mig, så jeg glæder mig da til at komme ud og få den friske natur omkring mig igen. Og så ser jeg naturligvis frem til den lidt tættere kontakt med mine sognebørn. Jeg har virket meget som bypræst, hvor der ikke er ikke samme mulighed for at få mennesker tæt på,” siger hun.

Anne Regitze Skou Nieling bliver indsat som sognepræst den 11. September i Nørbæk Kirke klokken 10:00 og i Sønderbæk Kirke klokken 14:00. Ugen efter den 11. september vil hun blive indsat i Fårup Kirke klokken 10:00 og i Læsten Kirke Klokken 14.00

 

Kommentarer